Den såkaldte ”Hvide By” med knap 500 badehuse på stranden ved Løkken flyttes nu til en sikker plads godt inde på land, hvor havet ikke hærger.
Historien og erfaringerne fortæller, at havet pludseligt og måske tidligere også lidt uventet slog til og ødelagde nogle af husene, som ikke var kørt på land i tide. At lade badehusene stå på stranden vinteren over er hverken tilladt eller muligt. Dertil er naturens på mange måder fascinerende kræfter for voldsomme.
Billeder fra Løkken den 17. september 2024: Foto: Palle W. Nielsen
I disse skønne sensommer-dage ved stranden er det sikkert for mange svært at forestille sig, at havet, vinden og strømmen kan være ødelæggende og nedbrydende for mange kyster. Det er stadig bade-vejr og vand også for sæson-badere.
Et badehus på Løkken Strand er i øvrigt mere end blot et hvidt skur. Det er på mange måder et symbol for Løkken, fordi badehuset samler familien til en dejlig dag ved vandet og er samlingspunkt for en grillaften. Du kan få hele historien om Løkkens badehuse hos Visit Nordvestkysten
I fuld sving med at sikre og køre badehusene i sikkerhed på en mark lidt syd for Løkken er den lokale entreprenør Brdr. Sand.
Husene køres den anden vej igen til maj.