To af de nye spillere scorede, da Vendsyssel FF i landets næstbedste fodboldrække NordicBet Ligaen fredag aften vandt 2-0 på udebane over HB Køge.
Efter 13 minutters spil scorede Benjamin Clemmensen på hovedstød, og Shanyder Borgelin nettede fem minutter senere. HB Køge har blot ét enkelt point og ligner allerede en seriøs kandidat til nedrykning.
Vendelboerne er med 13 point for 10 kampe nu tæt på den sjetteplads, der giver adgang til opryknings-slutspillet.
Med den tiltrængte og fortjente sejr fik Vendsyssel FF en god optakt til onsdagens pokalkamp på Nord Energi i Hjørring, hvor mægtige Brøndby IF kommer på besøg.
Allerede næste lørdag klokken 14 spiller Vendsyssel FF igen turneringskamp, når Hvidovre dukker op på Nord Energi Arena i Hjørring.