Der er masser af biler og motorcykler på byens hovedtrafik-åre Tannisbugtvej og andre veje i og omkring Tversted både i turismens efterhånden lange højsæson og ved mange spændende arrangementer og events i byen året rundt.
”Tannistest” er én af disse begivenheder, som hvert år i september samler europæiske motorjournalister, bilproducenter, sælgere og andre fra bilbranchen. De mødes for at teste og kåre den bedste bil næste år. Det giver ude i Europa også god omtale af området.
I Tversted er Tannistest en meget populær test i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Europa. Lige nu testes næste års biler på markedet, og i begyndelsen af næste år offentliggøres Årets Bil i Europa 2025.
Bilerne tester i og omkring Tversted og er ellers parkeret og udstillet ved Hotel- og Restaurant Tannishus. Der er med andre ord mulighed for at få et glimt af fremtidens biler, de fleste naturligvis tilsat strøm, og mange kommer for at kigge på.
Tannistest er med andre ord et godt aktiv for området.