Den smukke musik på obo og harmonika blev bundet sammen i Henrik Goldschmidts stærke jødiske familiefortælling og beretninger om, hvordan han bruger musik og sang til at skabe bånd mellem mennesker på tværs af religion og kultur, hvilket blev fornemt akkompagneret af Anders Singh Vesterdahl.
Repertoiret er jødisk og arabisk musik og egne kompositioner sammen med klassiske værker, Carl Nielsen, Balkan-musik og danske sange. Singh & Goldschmidt har de mange forskellige traditioner med sig, og når man rører i dén musikalske smeltedigel med talent og kærlighed, bliver resultatet smukt og helt specielt.
Singh & Goldschmidt komponerer og arrangerer en stor del af musikken selv. Henrik Goldschmidt nærer stor kærlighed til den traditionelle, jødiske klezmer, og musikken tager langt hen ad vejen afsæt netop i klezmertraditionen. Anders Singh Vesterdahl har indiske rødder og en solid fundering i Balkan- og sigøjnermusikken og bidrager med en særlig, verdensmusikalsk sound.
Musikken er rytmisk, meget melodiøs og forunderligt rørende. Den taler til hjertet i sine lange improvisationer og jiddishe sange, og den gør det vanskeligt at holde fødderne i ro i de glade, udadvendte dansenumre. Man bliver musisk forført og forlader koncerten med tonale perlerækker svævende for sit indre øre, indhyllet i en duft af Balkan, Orienten og Østeuropa.
Kilde: Singh & Goldschmidt.