Af Kasper Wæhrens
Tversted
Tænk sig, at blot en bette smule service på et almindeligt armbåndsur, stort set er umuligt at få i Nordjylland.
Jeg går ikke meget med ur, og mit gamle er nu også løbet tør for strøm. Skærmen har fået en del støv på indersiden af glasset og jeg tænkte lige at smide uret ind til en urmager for lige at få det renset og forsynet med nyt batteri.
Det er længe siden jeg har været hos en urmager, så jeg googlede mig frem til en god håndfuld, nord for fjorden – og ringede til den nærmeste.
“Vi kan godt skifte batteriet, men vi kan ikke rense skærmen.”
Dét var stort set standard besvarelsen hos alle dem der orkede at besvare telefonen… Og det var ikke alle der havde tid til…
Jeg var faktisk helt ved at opgive at få denne bette opgave løst, da jeg kom til sidste urmager på listen.
Urmager Knud Møller, og han tog telefonen med det samme og tilbød mig at jeg selvfølgelig også kunne komme med det samme – Den bette smule kunne han nemt ordne.
Jeg satte kursen mod Østergade 40 i Hjørring og så en forretning jeg ikke rigtig synes at have lagt mærke til tidligere…
Det var jo en helt lille tidslomme – lige dér midt i den morderne hovedgade, fuld af travle folk.
Facadeskiltet var sikkert fra midt/slut 70´erne og det samme tror jeg gjorde sig gældende for alt i vinduet… inklusiv gardinerne.
Jeg trådte indenfor.
En døralarm forsøgte at råbe op om, at nogen kom ind. Den var træt, men gjorde det så godt den kunne efter et par årtier som dørens faste side-makker. Den råbte til makkeren ude bagved der i et helt andet, men lige så skævt toneleje, råbte op.
En lille ældre mand stod allerede bag disken og betjente en dame der skulle have ny urrem og jeg fik et par minutter til at betragte forretningen. Jeg er sikker på det måtte være Knud i egen person.
Hele den ene væg var fuld af gamle kuk-ure i mørkt træ med store messing lod og klokker – forlængst glemt af de fleste.
På modsatte væg, var et delvist opfyldt display med datidens brille-fashion fra slut 70´erne… måske start 80´erne.
Tykke af støv havde de sidder dér og betragtet den lille forretning på hjørnet, og den travle verden suse forbi mens de blev tungere og tungere af støv og tidens tand.
Et olivengrønt gulvtæppe viste den vante rute gennem butikken hvor det var betrådt frem og tilbage og frem og tilbage et halvt hundrede år.
For enden stod et lille bord og en træt stol og ventede på hvad der mon skulle ske.
Knud blev færdig med damens rem og henvende sig høfligt til mig.
Jeg forklarede mit ærinde og han jawede et stykke papir med et nummer frem til mig så der var “orden i tingene” som han sagde, og som jeg skulle medbringe ved afhentning.
Han ville gå i gang med det samme, så hvis jeg kunne gå et ærinde en lille halvtimes tid og komme igen.
“…og, du skal lige medbringe kontanter… det bliver 200kr. i alt,” fik han sagt inden jeg forlod butikken.
Jeg kom tilbage og Knud var færdig. Uret var flot som nyt, rengjort indvendigt og udvendigt, der var nyt batteri i og det var stillet i klokken og datoen.
Knud slog mine 200 kroner ind på sit kasseapparat, jeg først dér opdagede måtte være generationen lige efter det med håndsving – og så i mode-orange – der fint fulgte tråden og stilen i forretningen.
Jeg havde en fantastisk oplevelse.
En oplevelse at en svunden tid, måske også lidt af at være gået enten forkert eller ind på et museum – i hvert fald var jeg dumpet lige lukt ned i halvfjerserne.
Men, Knud var fantastisk.
Af den gode gamle skole med et godt håndværk og med garanti også en stolthed over denne.
God service og langt billigere end jeg lige havde forestillet mig.
Hvor var det fantastisk at få denne oplevelse med og måtte andre få den samme.
Giv dig selv en god oplevelse.
Kig lige ind til Knud i Østergade – Han kan med garanti alt med ure og reparationer de andre ikke længere har tid eller kendskab til.
Tak for den mest overraskende og hyggelige oplevelse.
Foto: Kasper Wæhrens.
God historie har været i butikken det er ren nostalgi og god service. Butikken er værd at besøge.
Det er Hjørring eneste rigtige urmager bruger selv kund når der er noget med mit ur