I dag havde direktør Michael Vendelbo fra Erhverv Hjørring fornøjelsen af at besøge direktør Steen Harding Hintze hos Greenport North, som har kontor i Nordsøen Forskerpark i Hirtshals.
Steen Harding Hintze bød ikke bare på kaffe og brød, men i sagens natur også på en inspirerende samtale om fremtidens muligheder inden for den grønne omstilling ikke mindst på Hirtshals Havn.
Greenport North er nemlig en dynamisk nonprofit organisation, der blev etableret i 2021. Med støtte fra Hjørring Kommune, Hirtshals Havn, Hirtshals Havnefond og Nord Energi arbejder de målrettet på at fremme grøn energi og bæredygtige løsninger. Deres vision er at gøre Hirtshals Havn til et centralt omdrejningspunkt for lastning af CO2 for Danmark, Nordtyskland og andre europæiske samarbejdspartnere.
– Vi drøftede, hvordan Hirtshals kan blive en central hub for grøn energi og CO2-håndtering, hvilket åbner op for nye erhvervsmuligheder og styrker vores lokale økonomi. Greenport North arbejder efter EU’s klimamål om en reduktion af udledning af drivhusgasser på 70% inden 2030, set i forhold til 1990 udledninger, og deres innovative tilgang og samarbejde med lokale biogasanlæg er et vigtigt skridt i den retning, fortæller Michael Vendelbo.
Hos Erhverv Hjørring er de da også meget optaget af en grønnere fremtid, og de arbejder stenhårdt på at gøre den grønne omstilling så fordelagtig som muligt for organisationens virksomheder og erhvervslivet i almindelighed.
– Vi er stolte af at støtte initiativer, der fremmer bæredygtighed og grøn vækst. Vi ser frem til at følge Greenport Norths rejse og bidrage til en grønnere fremtid for vores region, tilføjer Michael Vendelbo.
Steen Harding Hintze anmodede afslutningsvis om medlemskab i Erhverv Hjørring. Med optagelsen af Greenport North har de nu rundet 400 medlemmer i Erhverv Hjørring.