Ungdomsholdet hos Team Hjørring startede cykeltræningen i august efter at have modtaget deres nye lækre Canondale cykler købt hos Specialisten.
De første par træninger foregik på køreteknisk anlæg, hvor de mest elementære færdigheder blev indøvet. Siden er landevejene blevet indtaget på imponerende vis, og det tegner rigtig godt med både teknik og samarbejde på holdet, noterer Jesper Holmelund hos Team Hjørring.
Voksenholdet indledte den officielle træning primo september og har ligeledes fået styr på holdcyklingen, som nok er den største udfordring, de fleste skal vænne sig til.
Udetræningen afsluttes med en weekendsamling den 19. og 20. oktober, hvor begge hold deltager i et par dages langture og fælles spisning lørdag aften. De unge overnatter sammen, mens de voksne overnatter hjemme.
Derefter foregår fællestræningen indendørs i blandt andet Vendia Fitness, mens mange vil fortsætte med individuel cykling udendørs vinteren igennem, når vejret tillader dette.


