De Maritime Huse kommer ifølge bygherren til at skabe liv og aktiviteter tæt ved stranden, både for kystfiskeri, sportsgrene, borgere og turister i Løkken.
Byggeriet varer frem til maj 2025, hvilket betyder, at i denne periode vil Sdr. Strandvej være spærret for adgang til stranden fra kl. 6.00 til 16.00 på hverdage. Det er en byggeplads, så for alles sikkerhed er det kun håndværkerne, der må færdes der.
Lokale og turister, som vil til stranden, kan i mellemtiden bruge Nordre Strandvej.
Byggeriet består af to bygninger, som opføres på nord- og sydsiden af Sdr. Strandvej, hvor kiosken og fiskernes hus ligger i dag. Det er Arkitektfirmaet Hovaldt, der har tegnet det spændende byggeri, som er nænsomt indpasset i det sårbare klitlandskab. Byggeriet er udformet som en arkitektonisk forlængelse af de eksisterende betonvægge bag spilhuset, der foldes og bliver til to bygninger, som skaber en forbindelse og sammenhæng mellem stranden og byen.
Der er indtænkt en særlig robusthed i arkitekturen og materialesammensætning, så byggeriet kan modstå det hårde miljø tæt på havet, hvor vindens og sandets påvirkning er voldsom. Det er tanken, at sandet fra klitterne med tiden dækker bygningernes tage, så de efterhånden blot fremstår med enkle og inviterende facader, der åbner sig mod pladsens liv og aktiviteter.
Facadernes foldninger skaber lækroge, opholdssteder og café- og terrassemiljøer, som skal understøtte det mangfoldige miljø i molelejet med surfere, fiskere, badegæster, kaffedrikkere, solnydere samt unge og ældre side om side.
Udearealernes opholdsområder henvender sig således til de mange, både cafeens gæster og dem, der bare tager en pause, nyder udsigten og den særlige stemning i molelejet.
De Maritime Huse opføres og ejes af Hjørring Kommune og Foreningen Løkken Moleleje. Hjørring Kommunes dele af byggeriet rummer offentlige faciliteter, herunder café, omklædning, bad og toiletter samt opholds- og madpakkerum med adgang for alle strandens brugere og besøgende.
Foreningen Løkken Moleleje ejer den del af byggeriet, som skal benyttes af kystrelaterede erhverv, bl.a. kystfiskeriet og surf- og outdooraktiviteter. Når byggeriet står færdigt, kan fiskerne i Løkken drive deres erhverv fra nye, funktionelle lokaler. De nye og forbedrede fysiske rammer skal understøtte både kystfiskeriet, turismeerhvervet og foreningsaktiviteter med tilknytning til hav og strand samt et aktivt og levende miljø i molelejet året rundt.
De Maritime Huse bliver et moderne samlingssted, hvor lokaler og faciliteter kan anvendes på tværs af de forskellige brugergrupper og derved indbyder til samarbejde og fællesskab.
Formålet med De Maritime Huse
Formålet med De Maritime Huse er at skabe vækst og udvikling inden for turismen, samtidig med at det viser, hvordan nye aktiviteter og faciliteter kan integreres harmonisk i klitlandskabet. Projektet skal give friluftslivet og turismeerhvervet nye muligheder for at skabe oplevelser og aktiviteter året rundt.
De Maritime Huse vil også tilbyde bedre rammer for kystfiskeriet, som er en central del af Løkkens identitet og stedets oplevelse. Med nye og forbedrede faciliteter for både friluftsliv, kystfiskeri og erhvervsmæssige aktiviteter vil De Maritime Huse fremhæve og understøtte de unikke kvaliteter, som præger molelejet.
Foreningen Løkken Moleleje
En kreds af lokale ildsjæle og erhvervsdrivende i Løkken, som ønsker at understøtte og bevare det levende kystfiskeri samt surf- og outdoormiljøet ved Løkken Moleleje, har stiftet Foreningen Løkken Moleleje.
Foreningens formål er at sikre almenvellets interesser ved Løkken Moleleje, bevare kystfiskeriet ved Løkken Strand samt være Løkken Strands fremtidige omdrejningspunkt og mødested for aktiviteter tilknyttet hav og strand til gavn for alle strandens brugere, herunder idræts- og kulturlivet samt kystfiskeriet.
Foreningen er åben for alle, som ønsker at bidrage til en positiv udvikling i Løkken Moleleje og bakke op om foreningens formål til gavn for hele byens udvikling.
- Samlet anlægssum: 11-12 mio. kr.
- Projektet støttes af Realdania med 5,1 mio. kr. Støtten er en del af en større samlet indsats på Vestkysten.
- Hjørring Kommune er projektejer i tæt samarbejde med en ny erhvervsdrivende fond, der stiftes i Løkken i forbindelse med projektet.
- Projektet forventes realiseret i løbet 2021-22.