Igennem mange år har konkurrencen Årets Sild været afholdt i Auditoriet ved Nordsøen Oceanarium, men denne søndag var arrangementet flyttet ind i den nye og smukke Atriumgård ved Nordsøen Forskerpark.
Ikke færre end otte velrenommerede restauranter og spisesteder stillede op i den traditionsrige konkurrence, hvor et ligeså kompetent hold af dommere, hvoraf flere i år var nye, spillede hovedrollerne, mens gæsterne ved langbordene godt nok fik en smagsprøve fra hvert hold, men ellers ingen indflydelse havde på pointgivningen og afgørelsen.
Årets otte bud på et stykke smørrebrød med gammeldags modnet og marineret sild var alle utroligt lækre og velsmagende, hvilket da også kom til udtryk ved netop pointgivningen, hvor feltet angiveligt i år lå ekstremt tæt ved optællingen.
Efter to år i træk at have vundet konkurrencen måtte Christoffer Ramberg og Ejvind Kjeldsen Jensen fra Lilleheden Café & Restaurant, der i alt har vundet imponerende 13 gange, tage til takke med en fantastisk flot 3. plads, mens 2. pladsen gik til Hotel Amerika.
Vinder blev Restaurant Remouladen fra Vejle med køkkenchef Kristian Vorsø Jørgensen fra Vejle. Holdet serverede en sildemad med krydderfedt, peberrodscremefraiche, ramsløgsblomster og ramsløgskapers, æggeblommecreme og friterede løgringe. Kristian Vorsø Jørgensen har deltaget i konkurrencen med Restaurant Remouladen siden 2016.
Selv om gæsterne ikke som tidligere kunne afgive stemmer, der tæller med i konkurrencen, fik alle i igen i år mulighed for at gætte på, hvem der ville vinde. Her vandt lokale Henrik Rokkjær Dalsager en flaske Årets Bjesk og bogen Herring, der er udgivet med støtte fra Danmarks Pelagiske Producentorganisation DPPO.
Undervejs blev gæsterne fornemt guidet af den garvede René Langdahl Jørgensen, som i mange år har været toastmaster ikke blot til Årets Sild, men også Local Cooing. Ligesom Jørgen Laursen fra Hirtshals Museum fortalte om Årets Bjesk.
”Vi vil rigtig gerne gøre opmærksom på sild som klimavenlig mad,” sagde Esben Sverdrup-Jensen fra DPPO under konkurrencen og blev suppleret af Jesper Uhrup Jensens kommentar om, at de danske frokostrestauranter bliver ved med at overraske; nye åbner, de gamle fornyer sig og er med til at vise, hvad silden kan som hovedmotiv på smørrebrødet.
Dennis Kindberg kunne efterfølgende opsummere konkurrencen således: ”Vi har set et uhørt højt niveau i år, hvor ingen faldt igennem på specielt den svære udvanding og konsistenshåndtering, og samtidig har vi også set masser af nyskabelse med thai-inspiration og ostepufs eksempelvis, men Restaurant Remouladen ramte bare sweetspot med total harmoni”.
Afslutningsvis stor ros til personalet hos Nordsøen Oceanarium, som fik hjælp af en flok dygtige elever fra FGU i Hjørring. Dernæst også hatteløft for arrangørerne hos Hirtshals Fiskefestival, der fortsat udvikler konceptet Årets Sild.
Konkurrencen havde i år et dommerpanel med tidligere redaktør af Gastro, Jesper Uhrup, uddannelseschef ved EUC Nord, Dennis Kindberg, produktchef hos Tenax/Lykkeberg 1899, Dorte Hielscher Vad, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Esben Sverdrup-Jensen, marketingchef hos Anora/Aalborg Akvavit Tobias Musaeus og Simon Juhl Olesen fra Restaurant Møntergade i København.
Deltagerne i smørrebrødskonkurrencen talte i år Bjørnekælderen og Restaurant Kronborg fra København, odenseanske Restaurant Værdsat/Kratholm, Vejles Restaurant Remouladen, nordjyske Hjorts Badehotel, Hotel Amerika og Restaurant Lilleheden og ikke mindst sønderjyske Restaurant Fakkelgården.
Årets Sild bliver afviklet af Hirtshals Fiskefestival og Nordsøen Oceanarium i samarbejde og med velvillig sponsorstøtte fra Tenax/Lykkeberg1899, Jette og Knuds Maritime Fond, Anora/Aalborg Akvavit og Danmarks Pelagiske Producentorganisation.
Foto: Niels Skipper.