Sindal Idrætsforening gentager succesen og inviterer alle børn til Halloween-fest.
Sindal Idrætsforening er klar til at sprede (u)hygge, når de for andet år i træk inviterer alle områdets børn til Halloween-fest i klubhuset torsdag den 31. oktober.
Takket være en donation på 6.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel kan Idrætsforeningen igen i år pynte klubhuset op med uhyggelige edderkopper, skeletter og andre skræmmende dekorationer.
Alle børn, teenagere og deres modige forældre er velkomne til en tur gennem det (u)hyggeligt dekorerede klubhus. Sidste år tiltrak arrangementet 171 gæster i forskellige udklædninger, og foreningen håber på endnu flere deltagere i år.
Udover den (u)hyggelige atmosfære byder Idrætsforeningen på forskellige aktiviteter, slik og slush-ice i cafeteriet.