Vidstrup Forsamlingshus runder et skarpt hjørne og kan i år fejre 90 års jubilæum. Den runde fødselsdag markeres med en stor fest i forsamlingshuset den 25. oktober klokken 18, hvor alle er velkomne.
Efter en periode med økonomiske udfordringer og udskiftning i bestyrelsen, er Vidstrup Forsamlingshus klar til en ny start. Den nye bestyrelse, med Louise Lind i spidsen, har arbejdet hårdt for at få forsamlingshuset tilbage på sporet.
– Vi har blandt andet afholdt to borgermøder, hvor vi har fået masser af gode idéer til, hvordan vi kan sikre forsamlingshusets fremtid, fortæller Louise Lind.
For at fejre jubilæet og kickstarte en ny æra, inviterer forsamlingshuset derfor til en stor 90-års fødselsdagsfest. Festen byder på middag, musik ved bandet Smokehouse og en kagekonkurrence, hvor deltagerne kan dyste om at lave den lækreste dessert.
– Vi håber, at mange har lyst til at deltage i festen og være med til at fejre forsamlingshuset gerne med nogle personlige fortællinger, der knytter sig til huset og måske en sang. Det er også en god mulighed for at mødes og hygge sig, samtidig med at man støtter op om forsamlingshuset, siger Louise Lind.
Udover festen arbejder bestyrelsen også på at gøre forsamlingshuset mere attraktivt for udlejning. Blandt andet er det nu muligt at leje huset til ungdomsfester, og der arbejdes på at indgå aftaler med leverandører af catering og andet udstyr.
– Vi ønsker at gøre det nemt og bekvemt at holde fest i forsamlingshuset. Vi vil gerne være et samlingspunkt for alle i lokalområdet.
Deltagerprisen er 175 kroner for voksne og halv pris for børn.
Tilmelding senest 15. oktober på MobilePay 970547 eller konto Reg: 9067 Konto: 1525653575. Deltager man i kagekonkurrencen, skal man sende en sms til 30575757.
– Kom og vær med til at fejre Vidstrup Forsamlingshus 90-års fødselsdag, lyder opfordringen.