Der var store smil at spore på Aalborg Universitetshospital Nord, da afdelingen for børneanæstesi og intensiv modtog nyheden om, at de havde fået tildelt en donation på 425.206 kroner til indkøb af en ny ultralydsscanner fra Melsen Fonden.
Anæstesiafdelingen på Aalborg Universitetshospital Nord er en af blot fire afdelinger i hele landet, der tilbyder anæstesi til de mindste patienter samt intensiv behandling til kritisk syge børn. Årligt bedøver afdelingen omkring 3.000 børn i alderen 0-18 år og behandler godt 150 børn på deres intensive terapiafsnit, hvor der blandt andet gives respiratorbehandling, kredsløbsunderstøttende behandling og dialyse. Derfor er ultralydsscannere en uundværlig del af det daglige arbejde.
– Der er ingen tvivl om, at donationen fra Melsen Fonden gør en stor forskel i vores hverdag, og vi er utroligt taknemmelige for den flotte håndsrækning. Udover at reducere ventetiden på undersøgelser og muliggøre hurtigere behandling, øger scanneren også trygheden for både børnene og deres forældre, da vi blandt andet kan undgå transport til røntgenafdelingen, forklarer Søren Kjærgaard, ledende overlæge og ph.d. på Aalborg Universitetshospital Nord.
En betydelig opgradering
Den nye ultralydsscanner bidrager med en betydelig kvalitetsmæssig opgradering, idet den leverer en markant forbedret billedkvalitet, som giver et langt bedre indblik i procedurerne.
– For at sikre den bedst mulige behandling af de små patienter er det afgørende, at vi kan reducere antallet af stik mest muligt. Derfor er det en fornøjelse at arbejde med en splinterny og moderne ultralydsscanner, som giver os som behandlere en stor tryghed, fortæller Søren Kjærgaard og uddyber:
– Der er ingen tvivl om, at scanneren bidrager til en øget tilfredshed blandt vores medarbejdere i deres daglige arbejde. Og det samme gælder vores patienter og deres pårørende som især mærker en forskel, da den nye ultralydsscanner kan reducere potentielt ubehag og belastning hos børnene, og dermed også medvirker til en bedre oplevelse under indlæggelsen.
Ifølge bestyrelsesformand i Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen, er de i Melsen Fonden glade for at kunne bidrage til forbedrende initiativer, der i sidste ende gavner patienterne:
– Vi er utroligt glade for at kunne bidrage med en ny ultralydsscanner til afdelingen for børneanæstesi- og intensivafdelingen. Det er afgørende at skabe rammer, som bidrager til en tryg indlæggelse især, når det drejer sig om patienter i den størrelse. Derfor håber vi også, at både medarbejdere, patienter og pårørende vil mærke en positiv effekt af donationen, lyder det fra Anker Laden-Andersen.
Afdelingen på Aalborg Universitetshospital Nord modtog den nye scanner i midten af august, og scanneren er allerede blevet en fast del af lægernes daglige værktøjer.