Sikke en første sæson med glade og dygtige børn, der altid giver alt hvad de har, samtidig med der er engagerede trænere hos FC Stjerneskud.
Det er da også et hold, hvor børn først og fremmest kan være fodboldspillere, uden diagnoser og stigmatisering. Altså et hold, hvor man kan være sammen og være en del af noget større.
Forleden havde børnene så sidste træning i 2024, som blev afsluttet med udlevering af FC Stjerneskud T-shirts, sponsoreret af Spar Nord. Desuden var der medaljeoverrækkelse og åbent i pølsevognen til en bid mad.
– Vi kan vel nok sige, at FC Stjerneskud har set dagens lys i Hjørring og er kommet for at blive. Derfor starter træningen selvfølgelig op igen i 2025, men mere info om det senere, lyder det fra Tobias Ørtoft, som er medstifter af FC Stjerneskud.
– Ud over til de fantastiske sponsorer, der har gjort det muligt, skal der også lyde en stor tak til de tre samarbejdsklubber Bagterp IF Fodbold, Skibsby-Højene IF og LIUF – Lundergård Idræts- og Ungdomsforening, som alle har støttet op om ideen og sat personer ind for, at disse børn har en sportsgren, et hold og en klub, de kan sige, de er en del af, slutter Tobias Ørtoft.
Idéen med FC Stjerneskud – En del af Holdet er takket være målrettet handling nu fuldt fortjent blevet en stor succes i Hjøfrring.