Hvad er det egentligt for et sporarbejde, der er lavet ved Hjørring Station? Det fortæller den lille film ovenfor fra Banedanmark.
Den viser i droneperspektiv omfanget af det ombygningsprojekt, der er lavet her, og det er ikke småting, forlyder det i en kommentar til filmen fra Martin Sort Mikkelsen, som er adm. direktør hos Nordjyske Jernbaner A/S.
– Vi høster allerede nu fordelene ved kapacitetsforøgelsen syd ud af Hjørring Station, hvor vi kan afgå rettidigt fra Hjørring, selvom det nordgående tog fra Aalborg er lidt forsinket, forklarer direktøren fra Nordjyske Jernbaner A/S.
– Og det er godt for vores passagerer, fastslår Martin Sort Mikkelsen.
Den lille film fortæller ingenting
Denne film giver udelukkende et 100% overblik fra luften, men på Banedanmark’s facebookside findes flere videoer, hvor projektet beskrives i detaljer.
Der er dog en vigtig detalje på Hjørring station, jeg undrer mig over, at NT og Region Nordjylland ikke har prioriteret at få gjort noget ved under ombygningen. Hirtshalsbanen har 2 perronspor på Hjørring station. Normalt er det kun sporet nærmest stationsbygningen, der benyttes. Men perronen her er – lige som den var i Brønderslev og stadig også er i Skørping, Vrå, Tolne og Kvissel (som dog får nye perroner i 2025) af den meget lave type, som betyder meget dårlige ind- og udstigningsforhold. Den meget overskuelige opgave at forhøje denne ene forældede perron fra 26cm til 55cm, burde være udført samtidig med de øvrige arbejder, da perronsporet alligevel var afspærret i hele byggeperioden.