Efterårssæsonen er i fuld gang for de aktive seniorer 60+, der hver onsdag formiddag fylder Sindal Hallerne med energi og godt humør.
Fra klokken 9.00 til 11.00 er der rig mulighed for at få pulsen op og musklerne rørt igennem, når seniorerne mødes til en varieret omgang motion og socialt samvær.
Formiddagen starter altid med en grundig opvarmning på 30 minutter, hvor gymnastiklærer Else Schaltz fra Frederikshavn sørger for at forberede kroppen på dagens aktiviteter. Herefter kan deltagerne vælge mellem et bredt udvalg af motionstilbud, der inkluderer træning i motionscentret, pickleball, bowls, New Age Curling, badminton, floorball og svømning.
– Vi lægger vægt på, at der skal være noget for enhver smag. Det er vigtigt, at alle kan finde en aktivitet, de synes er sjov og motiverende, fortæller Britta Jørgensen.
Det er ikke kun motionen, der trækker seniorerne til Sindal Hallerne hver onsdag. Det sociale samvær er mindst lige så vigtigt.
– Vi hygger os rigtig meget sammen, siger N.C. Mortensen. Det er dejligt at mødes med andre og få en god snak over en kop kaffe efter træningen.
Kaffe og brød er en fast tradition i “tredje halvleg”, hvor deltagerne kan slappe af og dele oplevelser efter en aktiv formiddag.
Det var N.C. Mortensen, der for 8 år siden tog initiativ til gymnastik for de ældre pensionister i Sindal. Inspirationen kom fra et DGI-projekt kaldet 60+, der havde til formål at fremme motion og fællesskab blandt seniorer.
Initiativet blev en øjeblikkelig succes, og i dag er der knap 100 tilmeldte, hvoraf omkring 80 deltager ugentligt.
– Vi er glade for den store opbakning. Det viser, at der er et stort behov for den slags tilbud til seniorer, fortæller Britta Jørgensen.
Der er stadig plads til flere i 60+ fællesskabet. Interesserede er velkomne til at møde op i Sindal Hallerne onsdag formiddag og prøve kræfter med aktiviteterne, inden de beslutter sig for et medlemskab.
Årligt kontingent er på 150 kr. til Sindal Idrætsforening + 20 kr. pr. gang i deltagergebyr + 10 kr. til kaffe og brød.
Thinker Pedia I am truly thankful to the owner of this web site who has shared this fantastic piece of writing at at this place.