Af Christian Borrisholt Steen
Regionsrådskandidat for Venstre
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
For over 25 år siden modtog jeg et brev underskrevet af Venstres daværende formand, Uffe Ellemann- Jensen. Jeg har brevet endnu. I brevet står blandt andet; ”Det er med glæde, vi har modtaget din indmeldelse i Venstre. Vi byder dig velkommen og glæder os til samarbejdet. Vi håber, at dit medlemskab vil blive til glæde for dig”.
Jeg har således fejret ”sølvbryllup” sammen med Venstre og lidt lige som i ethvert andet ægteskab, er der både glæder og sorger og det går op og ned med den gensidige kærlighed. Sådan har det også været med mit forhold til Venstre. Og selvom jeg ikke altid er enig i alt, hvad mit parti foreslår og gennemfører ovre på Borgen, så føler jeg mig stadig grundlæggende hjemme i Venstre. Eller sagt på en anden måde, så er jeg som regel mindre uenig med Venstre, end jeg er med mange andre partier.
Men jeg er tilsyneladende en uddøende race, der troligt betaler til både Venstre og Folkekirken. Alene i denne valgperiode har hele 12 folketingsmedlemmer forladt det parti, som de i sin tid blev valgt for. Alene i år har hele fem folketingsmedlemmer sagt farvel – senest Britt Bager, der er gået fra Venstre til De Konservative. På Facebook begrundede hun partiskiftet – lidt vagt – med en forklaring om, at hun havde stiftet familie, købt hus og fået børn. Det liberale sindelag er åbenbart ikke videre grundfæstet, når et huskøb og et par børn kan få et folketingsmedlem til at blive konservativ frem for liberal. Bager begrunder desuden sin exit fra Venstre med, at ”det nationalkonservative ben mangler” efter Inger Støjbergs exit. På den anden side er det måske meget smart, at konservative samles i konservative partier og liberale samles i liberale partier og ikke omvendt.
Selvom jeg personligt synes, at partihopperi er en uskik, så tror jeg ikke, at det vil være nogen god idé at forbyde det, sådan som det fra tid til anden foreslås i den offentlige debat. Som det fremgår af Grundlovens §56, så er folketingsmedlemmer alene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere. Derfor vil det kræve en grundlovsændring at forbyde partihopperi – og det er måske alligevel lidt for meget at gøre ud af det. Og som doktor Hansen siger i Matador, så skal man ikke samle på dårlige ægteskaber. Det samme kan man måske med nogen ret sige om partier og politikere.
Det ændrer dog ikke ved, at det tiltagende partihopperi for mig at se er med til at fodre den berygtede politikerlede i befolkningen. Og det forstår jeg godt. I den forbindelse er det måske værd at bemærke, at de politikere, der af den ene eller anden grund, ikke længere kan se sig selv i et bestemt parti, og som derfor vælger at nedlægge deres mandat, for så igen på et senere tidspunkt at søge valg for et andet parti, typisk slipper nådigere igennem folkedomstolen, end de politikere, der bare tager mandatet med over i et andet parti fra den ene dag til den næste.
Christian Borrisholt Steen er født og opvokset i Hirtshals, kandidat til regionsrådsvalget for Venstre, debattør, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd.