Lukningen sker som et led i en strategisk omstilling, hvor virksomheden tilpasser sin kapacitet for at genskabe den økonomiske balance.
Beslutningen blev meddelt medarbejderne mandag den 28. oktober, og forhandlinger mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter om nedlukningens rammer og vilkår er nu indledt.
Fabrikken i Sindal beskæftiger 35 timelønnede medarbejdere og seks funktionærer. Det forventes, at fire af funktionærerne vil blive tilbudt fortsat ansættelse i Nordjylland.
– Det er en tung beslutning at lukke fabrikken i Sindal og sige farvel til gode, loyale medarbejdere, udtaler CEO Morten Walsted. Men det er den rigtige beslutning for Taasinge Elementer. Vi er midt i en strategisk omstilling, hvor det er nødvendigt at tilpasse kapaciteten.
Taasinge Elementer overtog fabrikken i Sindal i 2017, da virksomheden opkøbte Ugilt Savværks elementproduktion. Virksomheden forsikrer, at allerede planlagte ordrer kan omlægges til de øvrige fabrikker uden forsinkelser for kunderne.
Fremtidens Taasinge Elementer skal producere sine præfabrikerede træløsninger til byggeriet fra færre adresser. Derfor samler virksomheden produktionen i Danmark ved hovedkvarteret på Tåsinge. Fabrikken i Letland og datterselskabet Ringsaker Vegg- og Takelementer i Norge fortsætter uændret.
Kilde: Pressemeddelelse.