Blandt de traditioner, der er videreført i den nyfusionerede virksomhed Agillix, er bankospillet, som hvert år bidrager til den landsdækkende Knæk Cancer-indsamling. Torsdag aften blev kontoret i Brønderslev, for syvende år i træk, omdannet til en banko-arena med internt bankospil organiseret af Agillix’ medarbejderforening.
Udover bankospillet bød aftenen på spændende auktioner og lækker mad, som satte en ekstra festlig ramme om indsamlingen. Da indsamlingsugen var ovre, nåede beløbet op på hele 53.732 kroner, blandt andet takket være bidrag fra Agillix og en række flotte præmier sponsoreret af virksomhedens samarbejdspartnere.
– Det er dejligt, at så mange støtter op om et godt formål med både engagement og ildhu. På vegne af personaleforeningen vil jeg gerne rette en stor tak til Agillix og alle bidragsydere: samarbejdspartnere, leverandører, lokale sponsorer og kolleger. Tak for støtten i form af flotte præmier og bidrag til indsamlingen, siger Peter Heidemann fra Agillix’ personaleforening.
Agillix er skabt gennem en fusion af rådgivningsvirksomhederne Agri Nord og LandboNord. Foruden at være dygtige bankospillere, dækker medarbejderne et bredt spektrum af rådgivning inden for emner såsom klima, bæredygtighed, økonomi, digitalisering og meget mere.
Knæk Cancer-indsamlingen kulminerede lørdag med indsamlingsshowet på TV2, hvor beløbet fra Agillix var med til at bringe det samlede landsindsamlingsbeløb op på 132 millioner kroner.