Gjensidige Kvindeligas to absolutte tophold tørner søndag kl. 13 sammen på Nord Energi Arena i Hjørring. Her afgøres det, hvilket hold, der skal forlade grundspillet og gå ind i forårets slutspil fra positionen i toppen af kvindeligaen.
Begge hold har demonstreret såvel taktisk som fysisk og teknisk topfodbold i grundspillets første 10 kampe.
FC Nordsjælland fører med 27 points og har kun tabt en enkelt kamp, nemlig til Fortuna, der så er gået gennem grundspillet uden nederlag og med den fornemste målscore 25-5 mod Nordsjællands 22-6. De tre points Nordsjælland er kommet foran med skyldes tre uafgjorte Fortuna-kampe.
Skal hente forspring
Søndag skal FC Nordsjællands forspring indhentes.
Der er en teoretisk mulighed for at Brøndby IF med fire kampe tilbage kan nå op og blande sig.
Men det er altså søndag det afgørende slag skal slås.
Fortuna går til kampen fra en sejr på 4-0 over B93 for 14 dage siden. I den runde vandt FC Nordsjælland 2-0 over OB.
Kræfter i behold
Spørgsmålet er så, hvilket af holdene, der har lukreret mest på hvilepausen. Fortuna har haft sine rumænske landsholdsspillere ude i europæiske kampe, men det har sandsynligvis ikke tappet kræfterne. Der er ressourcer tilbage til søndagens opgør.
Da Fortuna var på besøg i Farum søndag den 22. september kunne holdet rejse hjem med en 2-0-sejr over FC Nordsjælland.
Søndag bliver der kæmpet på live løs på Nord Energi Arena. Fortunas to meget scorende spillere Joy Omewa og Anastasiya Pablahaila har FC Nordsjælland altid haft vanskeligt ved at styre. Der er heller ikke tvivl om at Fortunas helt unikke forsvar, der kun 5 gange har ladet sig overrumple, er en kæmpe udfordring for sjællænderne.
Med andre ord: Der er lagt op til en fodboldoplevelse søndag kl. 13:00!