Af Erik Høgh-Sørensen (DF)
Medlem af Regionsrådet i Nordjylland
Medlem af DF’s Hovedbestyrelse
Regionsrådets plan for, hvordan hospitaler og psykiatri skal udvikle sig frem til 2025 giver et fint overblik, men rummer også advarselslamper.
Det 46-sider lange dokument med titlen ”Profilplan 2021-2025” rummer en ubalance, der ses, når man laver en søgning på de forskellige byer.
Ordet ”Thisted” er nævnt 44 gange, hvorimod ”Hjørring”, ”Skagen” og ”Frederikshavn” tilsammen kun er nævnt 46 gange. Aalborg er nævnt 139 gange, Brønderslev 17, Farsø 16 og Hobro 24.
Profilplanen viser regionens fokus, og det er ikke kun dårligt. Men centraliseringen risikerer at fortsætte og kan ramme borgere i Vendsyssel endnu mere.
Sidste år stemte mine kolleger og jeg forgæves imod lægevagtslukningerne, og under coronaens kulmination ved årsskiftet gik jeg også imod nye besparelser på Vendsyssels hospitaler.
En forfejlet “omprioriterings”-spareøvelse endte med at koste 20 stillinger i Hjørring og Frederikshavn og blev påtalt i Folketinget af Peter Skaarup (DF). Han stillede spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvis svar var undvigende.
For det siger sig selv, at kampen mod COVID lider skade, når der midt under en pandemi og nedlukning laves grønthøster-nedskæringer.
Ligeledes var det ufornuftigt af regionsledelsen at tage en faglig kamp med anæstesi-sygeplejersker i Aalborg om nye kontraktkrav.
Det gavner ikke at spare på og presse dem, der fører samfundets kamp mod corona.
Her kan man læse hele Profilplan for Region Nordjylland.