Hjørring Varmeforsyning planlægger at bygge et gigantisk bassin til at opbevare varmt vand. Idéen er at varme vandet op, mens strømmen er billig, og bruge det, mens energipriserne er høje. Bassinet bliver på 250 x 250 meter og 15 meter dybt. Planen er at det skal ligge på området ved Sprogøvej og Farøvej. I øjeblikket er firmaet GEO ved at bore i området for at undersøge, om stedet er velegnet til det store projekt.
400.000 m3 vand
Bassinet kaldes et dampvarmelager. Det er isoleret, så varmen ikke trænger ud, og i lageret kan Hjørring Varmeforsyning opbevare 400.000 m3 vand. Det svarer til et helt års varme for 1500 forbrugere. Eller til at forsyne alle 11.000 forbrugere under Hjørring Varmeforsyning i en kold vintermåned.
Bedre udnyttelse af overskudsvarme
Teknologien er kendt og afprøvet i andre dele af landet, og er løbende blevet udviklet, så energien kan udnyttes bedst muligt.
En af fordelene er, at Hjørring Varmeforsyning vil kunne udnytte overskudsvarme fra virksomheder næsten uden varmetab. Virksomhederne har typisk mest overskudsvarme om sommeren, hvor fjernvarmen ikke brug for den billige energi.
Varmen kan i stedet kanaliseres til dampvarmelageret og gemmes til den kolde vinter.
En af de største elkedler i Danmark
Hjørring Varmeforsyning er netop nu i gang med at opføre en af Danmarks største elkedler på 60 MW. Også den kan udnyttes bedre med det kommende dampvarmelager. Elkedlen kan varme vand op om sommeren, når strømmen er billig og sende det ind til damvarmelageret. Hjørring Varmeforsyning vil supplere med en eldrevet varmepumpe, som også kan udnytte prisforskellene mellem sommer og vinter.
Lav varmepris i 25 år
Målet med alle investeringer er at fastholde en lav varmepris. Hjørring Varmeforsynings eneste formål er at forsyne borgere og virksomheder i Hjørring med stabil og billig varme. Prisen har ligget på samme niveau de seneste 25 år, blandt andet fordi varmeforsyningen tager nyere velafprøvet teknologi i brug og ikke er afhængig af prisen på én type energi.
Et fleksibelt system sikrer, at Hjørring Varmeforsyning hele tiden kan bruge den varme, der er billigst at producere.
Foto: Hjørring Varmeforsyning.
Dejlig at vi har et godt varmeselskab, der er ejet af forbrugerne i Hjørring, og at vi har en god medarbejderstab der har styr på tingende og økonomien.