Af Paw Rytter
Kandidat til KV25 og RV25
Moderaterne
De seneste år har Hirtshals Havn, Hirtshals Havne Fond og Hjørring kommune m.fl. brugt ufatteligt meget energi og mange penge på at arbejde for, at Hirtshals skal blive en såkaldt CO2 hub.
Det er fint nok med store ambitioner, men det er også vigtigt at turde se realiteterne i øjnene. Navnlig når vilkårene ændre sig fundamentalt.
Af seneste Nyt fra borgmesteren den 7.11 fremgår, at han forsat har tiltro til, at Greenport Scandinavia med tiden kan forvandle Hirtshals Havn til Nordeuropas største CO2-hub.
Men der er problem! For hvem eller hvad skal betale for den rørledning, som skal fremføre CO2 til Hirtshals?
Det oplagte svar er naturligvis, at rørledningen forventes anlagt af Evida. Evida ejes af den danske stat og varetager anlæg og drift af rørledninger til distribution af gasser. Det er altså dem der afgør, hvor de rørledninger som fordeler CO2, brint og naturgas anlægges.
Men Evida anlægger ikke en rørledning medmindre, der er en reelt identificeret efterspørgsel. Kort sagt skal fremtidige brugere lægge hånden på kogepladen og garantere, at de vil gøre brug af en given rørledning i et sådant omfang, at investeringen kan bære sig selv.
Den 24.10 udsendte Aalborg Portland/Cementir en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at de lige har modtaget 1.6 milliarder kr. i støtte fra EU til lagring af CO2. Vel at mærke på land.
Hvis Aalborg Portlands CO2 skal sendes til deponi i undergrunden under Gassum lidt syd for Aalborg, så har jeg svært ved at se, hvordan der skal blive grundlag for en CO2 rørledning mellem Aalborg og Hirtshals.
Kort sagt – hvor Søren skal CO2en komme fra?