Slåbrock er ganske langsomt under afvikling. Legenden i dansk rock- og popmusik har bestemt sig for, at 50 års jubilæums-sæsonen også bliver den sidste. Og lørdag den 30. november går Slåbrock Trio på scenen for allersidste gang til en koncert på Restaurant Tannishus i Tversted.
Slåbrock har de seneste mange år optrådt både som trio og som band med fem musikere. Når koncerten på Tannishus er forbi, så resterer der kun tre koncerter for Slåbrock Band, som alle afvikles i januar. Det foregår på Skovgård Hotel ved Brovst, I Det Musiske Hus i Frederikshavn og på spillestedet Stalden i Sunds ved Herning, hvor nøglen drejes om og Slåbrock-butikken lukker.
– Vi har haft 18 spillejobs i år, og det er sådan lige omkring, hvad en ældre, overvægtig popsanger kan klare, fortæller den snart 79-årige Kjeld Torbjørn, der er sanger og sangskriver og i det hele taget frontmand i Slåbrock.
– Der har været stor interesse for vores jubilæums- og afskedskoncerter. Måske fordi folk vil være helt sikre på, at vi holder op, griner Torbjørn. Vi har i hvert fald spillet for udsolgte huse næsten hver gang, og uanset om vi er i Syd-, Øst- eller Vestjylland, så synger folk med på vores sange af karsken bælg og har tilhøreladende ingen problemer med, at de fleste af teksterne er på vendelbomål.
På Hotel Tannishus vil trioen med Torkild Mørch Albrechtsen, Ole Albrechtsen og Kjeld Torbjørn hamselv diske op med en perlerække af hit-sange. Der skal startes Diesella, der skal skyde med lukkede øjne, der skal synges krænkende om Brigitte Bardot og det danske hjemmeværn, Bondemand Jensen skal ha’ én over nakken, og Erna med den stramme ring skal ha’ én på frakken.
Og så er ordet trio ikke en gang dækkende. For i virkeligheden er det en kvartet, der optræder. Henrik Krarup er nemlig inviteret med. Han var medlem af Slåbrock Band tilbage i starten af 1980erne – og det er ham, der er manden bag den originale harmonika-solo i ”Ski’ mæ Polen”.
– Vi håber at møde et feststemt publikum denne mindeværdige aften. Vi er det i hvert fald selv, lover Kjeld Torbjørn.