En spændende og kreativ weekend venter, når Galleri Matique i Hjørring den 23. og den 24. november inviterer alle til en unik kunstudstilling, hvor cirka 30 lokale kunstnere byder på fantasifulde og farverige værker.
Entertainer, sangskriver, musiker og kunstner Ib Grønbech holder velkomsttale til ferniseringen lørdag den 23. november klokken 12 hos Galleri Matique, Dronningensgade 2a, i Hjørring.
– Kunstnerne har arbejdet med en fælles udfordring: at lade sig inspirere af Hans Scherfigs kunstneriske univers uden at kopiere direkte, og uden at anvende Scherfigs karakteristiske dyremotiver. I stedet har de arbejdet med Scherfigs farver og kompositioner for at skabe deres egne originale udtryk, fortæller galleriejer, billedindrammer og kunstner Brian Lykke.
En særlig del af udstillingen omfatter såkaldte ”retro-værker,” hvor kunstnerne har købt gamle malerier fra genbrugsbutikker og brugt dem som udgangspunkt for nye kunstværker.
Ved at male videre på disse fundne værker har kunstnerne tilført humor og kreativitet, hvilket har resulteret i en række unikke værker. Et af de bemærkelsesværdige eksempler er maleriet Breaking News, der humoristisk forestiller en bryllupsnyhed om de elskede karakterer Bamse og Kylling.
Alle kunstinteresserede er velkomne til at opleve denne anderledes udstilling i Galleri Matique, Dronningensgade 2a, Hjørring. Udstillingen er åben begge dage fra klokken 10-16.
Der er fri entré til udstillingen, og gæsterne kan varme sig på gløgg, kaffe, te og kakao, som kan købes i galleriet.
– Galleri Matique ser frem til at byde besøgende velkommen til en weekend fyldt med kunst, fantasi og inspiration – en begivenhed, der uden tvivl vil glæde både børn og voksne, fastslår Brian Lykke.