Sindal Privatskole og Børnehus åbner dørene for en hyggelig lysfest torsdag den 14. november fra kl. 16.00 til 18.00.
I en tid hvor mørket sænker sig over landet, inviterer Sindal Privatskole og Børnehus til en stemningsfuld lysfest. Skolen vil være smukt oplyst af fine lys og fakler, og der vil være levende musik til at sprede hygge og varme.
Arrangementet byder på en række aktiviteter for både børn og voksne, herunder pandekage- og snobrødsbagning, kæphestebane oplyst af lys, og mulighed for at lave sin egen lanterne. Derudover vil der være gratis suppe til aftensmad, samt kaffe, kage og saftevand.
Lysfesten er en oplagt mulighed for at opleve skolen og dens faciliteter, og for at møde elever, forældre og personale. Skolen håber at se både nuværende og kommende elever og deres familier til en hyggelig aften i lysets skær.
– Vi glæder os til at byde den mørke tid velkommen sammen med jer. Kom og hyg jer med os i de smukke omgivelser, siger skoleleder Linn Østergaard.