Med et presset program med hele 25 stop frem mod jul har Coca Cola fået presset ét besøg ind i Vendsyssel, og ja, når det nu skulle være, så er det da meget passende at vælge Tårs som ligger ganske centralt placeret i landsdelen.
På onsdag den 27. november mellem klokken 15 og 19 holder Coca Cola bilen derfor foran HT Superland, så find de varme støvler frem og kig forbi, der bliver nok at se på.
Harald Thomsen fra HT Superland lover, at der vil være hotdog til alle fremmødte til KUN en flad ti’er. Det bliver noget af en oplevelse for både børn og barnlige sjæle – jo, og så dem, der bare elsker hotdog.
– Coca Cola har igen i år indgået samarbejde med Røde Kors om at sikre så mange danskere som mulig juleglæde. Det er en enestående chance for folk i Tårs og opland til at kunne bidrage til Røde Kors og samtidig få en unik oplevelse. Da Juletruck’en kun besøger 25 byer rundt om i hele Danmark, er det jo ret enestående, at den i år kommer til Tårs, fortæller Else Strauss Harpsø.
Harald Thomsen fra HT Superland er også meget spændt på, hvor mange der finder vej til butikkens parkeringsplads, men han lover, at der er købt rigtig mange pølser ind til dagen.
Ligeledes fortæller Haralds far, Ole Thomsen, at det er vigtigt at støtte dette gode formål og lover samtidig, at der vil være gode tilbud i butikken – også denne dag.
Og man kan vel kun være enig med både Harald og Ole i, at det er vigtigt for Tårs, at der sker noget lidt ud over det sædvanlige.