Af Paw Rytter
Kandidat til KV25 og RV25
Moderaterne
Forbuddet mod autocampere blev behandlet særdeles grundigt på byrådsmødet onsdag den 27. november. Ikke overraskende blev parkeringsforbuddet blev ophævet. I hvert fald for nu. For det blev besluttet at Teknik- og Miljøudvalget skal tage en ny runde med problemstillingen.
Overraskende mangel på indsigt i lovgivningen
Under sagens behandling afslørede adskillige byrådsmedlemmer en overraskende mangel på indsigt i den kommunale kompetence. Blandt andet var Tim Jensen (S) af den opfattelse, at det var politiet, der havde besluttet udstrækningen af den zone, hvor der var lagt op til at parkeringsforbuddet skulle være gældende.
Sådan forholder det sig ikke. Vejloven fastslår, at det er kommunen, der er vejmyndighed. Politiets rolle er primært at sikre, at skiltningen lever op til reglerne for skiltning, samt at sikre at et givent for- eller påbud er trafikalt forsvarligt. Politiet forholder sig ikke til, om et givent for- eller påbud er sagligt begrundet. Den opgave overlader de trygt til kommunerne. Det var altså forvaltningen i Hjørring kommune, der var kommet frem til at forbuddet, skulle gælde hele Løkken strand.
Man bør imidlertig ikke bebrejde Tim Jensen hans manglende viden. For det er forvaltningens opgave at sikre at de folkevalgte er klædt ordentlig på, når de skal træffe beslutninger. Som folkevalgt skal man kunne stole på, at man er tilstrækkeligt oplyst, når man har læst en given sagsfremstilling.
Ukollegial eks-borgmester
Under debatten gav tidligere borgmester og nuværende kandidat til formandsskabet i region Nordjylland Arne Boelt(S), overraskende nok udtryk for, at man ikke kunne bebrejde forvaltningen, at sagen var mangelfuldt belyst. Helt uhørt ukollegialt placerede han ansvaret for, at den mangelfulde sagsfremstilling var gledet igennem Teknik- og Miljøudvalget hos de medlemmer, som havde stemt imod forslaget om parkeringsforbuddet.
I kampens hede gav det måske mening for ham, men ret beset forholder det sig vel lige omvendt. Ingen kan tage for givet, at medlemmerne af byrådet er inde i lovgivningen.
Det er faktisk okay, at de folkevalgte er uvidende
De folkevalgte er ikke jurister. De skal kunne stole på, at de sager de får forelagt er indenfor skiven rent juridisk. Dette ikke var tilfældet da, Teknik- og Miljøudvalget fik sagen forelagt den 5. november. For det første angav sagsfremstillingen ikke en saglig begrundelse for, hvorfor parkeringsforbuddet ønskedes etableret og for det andet fremgik noget så elementært som hjemmelsgrundlaget ikke.
Så ja, jeg forstår på en måde godt at Arne Boelt var lidt paf. For det var højst overraskende, at der ikke var et eneste medlem af Teknik- og Miljøudvalget, der havde påtalt disse temmelig oplagte mangler. Navnlig når man betænker, at flere af udvalgets medlemmer har mere end ti års erfaring.
Men selvom man bliver paf, er det ikke okay, at udskamme sine kolleger for deres manglende viden og deres manglende evner til at navigere i den politiske proces. For det var nu engang forvaltningen der havde svigtet dem. De burde være blevet klædt meget bedre på. Fx kunne Tim Jensen have haft stor glæde af at vide, at han kunne foreslå, at parkeringsforbuddet kun skulle gælde ud for badehusene.
Kort sagt, så mener jeg, at Arne Boelt skylder de kolleger, han hængte ud for åben skærm under byrådsmødet en gedigen undskyldning.
Det var godt nok en ærgerlig omgang at se, hvordan Arne Boelt gjorde et nummer ud af at påstå, at nogle medlemmer af de involverede udvalg (teknik og miljø samt økonomiudvalget) ikke formåede at skelne mellem om forslaget var til beslutning eller blot til orientering. Det virkede til, at det de facto var ex-borgmesteren, der ikke havde styr på tingene. Punktet var til beslutning hos teknik og miljø, hvorefter det blev sendt videre til orientering hos økonomiudvalget. Længere er den ikke.
Med den adfærd Arne Boelt udviser i byrådet, så tvivler jeg personligt på, at han vil være den rette som formand for regionen.