Ejeren af den forvundne hest Dufa har mistanke om, at den kan være stjålet og udlover nu en dusør på 10.000 kroner for oplysninger, der kan få hesten hjem til området mellem Tversted og Tuen.
Hesten forsvandt for cirka en uge siden, og ejeren skriver:
– Da Dufa desværre stadig ikke er fundet, udlover ejer nu en dusør til den/dem som kan skaffe os oplysninger, der kan få hende hjem i live. Der er mistanke om, at hun kan være stjålet og måske er på vej ud af landet. Det er derfor vigtigt at handle hurtigt, hvis vi skal have hende hjem igen.
– Der er selvfølgelig fuld diskretion, så hvis du ved noget så tøv ikke med at tage kontakt. Hun er forsvundet/stjålet fra post 9881 Bindslev. Det er muligt at aflevere både informationer og hesten anonymt, På telefon 20731055 oplyses, hvor hesten kan afleveres. NordsøPosten kan også formidle kontakten – det handler KUN om at få Dufa hjem i live.
– Signalement af hesten Dufa fra Risnalund; rød islænder hoppe med lys næsten hvid man og hale. gennemløbende hvid blis og en sort plet nederst på mulen. Cirka 138 centimeter i stang – 16 år gammel. Chip-nummer: 208224000240089. Opslaget må meget gerne deles. På forhånd tak!
Ejeren opdagede onsdag den 27. november klokken cirka 14, at Dufa var væk fra adressen på Europavej nær Tuen, Tversted og Bindslev. Trods alverdens søde mennesker, som har ledt vidt og bredt, er hun fortsat væk og ikke set siden.
Foreningen “Vi Finder hund” har ledt med termisk drone – også uden held.
Ejeren frygt for, at hesten måske kan være stjålet og har været væk i længere tid end først formodet, forstærkes nu af, at nogle hundeluftere har set en grønlig hestetrailer køre væk fra gården omkring den 20. eller 21. november, men de husker ikke præcis dato. Ejeren af gården, hvor Dufa stod opstaldet, kender intet til en grøn trailer.
Der eneste spinkle signalement af bilen, som trak traileren, er, at det ikke var en sort bil og heller ikke en lille bil.
– Vi skyder lidt i blinde og forsøger at holde alle muligheder åbne. Så hvis i kender til nogen, der ejer, eller har set en grønlig hestetrailer i området omkring 20. – 22. november må i gerne give besked. Politiet er også informeret om de nye oplysninger
Alle omkring hesten er helt knuste
– Vores elskede hest, Dufa, er sporløst forsvundet fra sin fold, og vi savner hende ubeskriveligt. Hun er ikke bare en hest – hun er en del af vores familie, ligesom hun er i den familie, der har avlet og opfostret hende med den største kærlighed. Udover det har hun utroligt mange venner og vi drømmer alle om at få hende hjem igen hvor hun hører til.
– I har allerede vist en utrolig omsorg og delt vores efterlysning vidt og bredt Det betyder alverden for os. Nu håber vi I vil hjælpe os endnu en gang ved at dele dette opslag så vi kan nå endnu længere ud. For at øge chancen for at finde hende udlodder vi en dusør for oplysninger der fører os til Dufa.
Hvis nogen har set hende eller ved noget så kontakt os hurtigst muligt. Af hjertet tak for jeres kæmpe hjælp støtte og omsorg.
– Vi giver ikke op. Med alt den støtte og omsorg vi oplever fra alle jer lige nu tror vi – trods dette mareridt – på at vi snart får Dufa hjem igen!
Med kærlig hilsen fra os Dufa’s familie
Foreningen med termisk drone hedder “Vi Finder Hund”.