Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274
9800 Hjørring
Det går så rasende stærkt med forvandlingerne i det åbne land, at selv en dronefotografering næsten ikke kan følge med.
Når historien engang skal skrives vil man måske skulle helt tilbage til Hedeselskabets og Dalgas’ indgreb i landskabet sidst i 1800-tallet for at finde magen til. Også dengang følte man sig under nødvendighedens lov, og greb afgørende ind i landskabet, -ikke af lyst, men af nød.
Dengang i 1800-tallet måtte man – i forlængelse af tabte krige – bruge det resterende Danmark mere effektivt, og i dag begrunder vi det med klimatrussel og så UDVIKLINGEN, -dette store dyr i åbenbaringen, som tramper af sted, tilsyneladende uden menneskers mulighed for indgreb. Og UDVKLINGEN er umættelig og uden kvalitetssans og spørger sjældent om lov. Og først når støvet engang har lagt sig vil man spørge: ”Hvordan kunne vi dog komme så galt afsted?”
”Hvis det er udviklingens skyld, at vi skal beslutte så forkerte ting” spørger jeg ofte ”kan jeg så ikke få UDVIKLINGENS telefonnummer og ringe den op?”
Men naturligvis er de kræfter, som i disse år forvandler landskabet og landdistriktet til ukendelighed ikke blinde og af overnaturlig art. Det er måske bare ret anonyme kræfter, som vi ikke vil eller kan tæmme, dvs sende ind igennem det politiske system til fornuftig samtale og demokratisk debat, så Danmarks forvandling forankres i lokale og nationale beslutninger. Udviklingen er ansigtsløs.
Men tavshed og lukkethed i de store spørgsmål – fra rådhuse og regeringskontorer – er erfaringen hos mange folkelige bevægelser og græsrødder, som synes at de bliver overhalet indenom af lukkede limousiner i høj fart og med oprullede vinduer, og blot kan iagttage forvandlingen af deres kendte landskab og landsby. Men hvem sidder i limousinerne og hvem har programmeret deres gps?
Som udgangspunkt kan man konstatere, at limousinerne – for nu at blive i billedet – ofte kører betydeligt hurtigere end den demokratiske beslutningsproces kan følge med til. Der er en handlekraft og appetit på det åbne land – og midler bagved – som ingen offentlige kasser eller folkevalgte kan eller må følge med til; så mens der drøftes og sagsbehandles – ofte bag lukkede døre – på rådhusene, og måske etableres høringer, så er der helt andre kræfter på spil omkring solfangere, biogas, vindkraft og pyrolyse og industrilandbrug.
Det er pladskrævende ansøgninger, som ligger til behandling, -og mange har meget lidt med fødevarer at gøre. Det er alene arealet, der er brug for, og ikke så meget jorden. Og set fra dronehøjde vil alle disse tiltag forvandle landskabet, så vi må kassere de fleste af vore fædrelandssange, fordi de taler om et grønt og bakket og skovklædt Danmark, med landsbyer og bøndergårde og dyr på markerne. -De nye sange skal finde rim på solceller og pyrolyse og lastbiler, industri og biogas. Og melodien dertil skal nok være i mol.
Erfaringen herude fra landsbyen bekræfter så den afmagt hos beboerne, som er antydet ovenfor. Vi kan gennemskue meget lidt og henvende os få steder. Vi spørges ikke om noget og afvises eller overhøres, når vi spørger. Måske sender kommunen en dame, når vi insisterer, men hun er uden beføjelser og svar, og sidenhen hører vi ikke mere. Og samtidigt drøner de forandrende kræfter afsted med vort landdistrikt. Måske ligger vi i vejen? Vi ved det ikke, fordi vi ikke ved, hvad kommunen på sigt vil bruge os til og – navnlig – hvem der på sigt får lov af kommunen til at bruge os til noget.
Men de entreprenante kræfter byder sig til, og ligger ikke på den lade side. ”Follow the money” hedder det, og det er måske det egentlige navn på UDVIKLINGEN, for der er kolossale pengestrømme lige nedenunder de forandringer, som truer os.
Pengestrømmene er sjældent lokalt forankrede, men kan måske bevirke en lokale asfaltering af bredere adgangsveje igennem det lokale beslutningssystem. Naturligvis inden for gældende regler. Og midler er der i en grad, som ingen landsby kan hamle op med, og igen kan beslutningsproces og sagsbehandling – udefra set – opleves som uigennemsigtig, og at ting måske sker, før de er besluttet, hvis jeg må sige det på den måde.
Det hensætter os i ufrugtbar vildrede, -og hvor ender det?
Må jeg, – som modspil og til afklaring – foreslå en forpligtende temadag i byrådene. Med emnet: Hvad er værdigrundlaget for vort landdistrikt og vore landsbyer?
Grundlæggende forstår jeg helt budskabet i debatindlægget fra Jan Glenstrup, Rakkeby.
Der udtrykkes det, jeg i min bogserie om demokrati kalder “politisk afmagt”. Og det udtrykkes tydeligt og støtter den tese, at der skal nye demokratiske strukturer til for at skabe fornyet demokratisk ånd og virketrang i landsbyerne og landdistrikterne her i Hjørring Kommune.
Jeg arbejder selv med det her i landsbyen Morild ved Tårs, hvor jeg bor.
Jeg har foreslået , at borgerforeningen indkalder til et borgermøde/en ekstraordinær generalforsamling for at starte en visionsdebat om fremtiden for vores meget lille og meget sårbare landsby.
Borgerforeningens bestyrelse har afvist mit forslag.
I dette afslag ser jeg et andet kendetegn ved den politiske afmagt, nemlig at mange medborgere lader stå til og indordner sig under det kommunale demokrati, der efter strukturreformen for snart 20 år siden kom på alt for stor afstand af borgerne generelt og indbyggerne i landdistrikterne og landsbyerne specifikt.
Trods den modstand, jeg møder fra borgerforeningens bestyrelse, arbejder jeg videre med en række ideer, det kan styrke selvforståelse blandt borgere, der bor på landet.
Det drejer ikke kun om en visionsdebat, men også om en række strukturelle forslag, der kan øge det politiske engagement udenfor de større byer.
Måske ender det med, at der stiftes en borgerliste til byrådsvalget d.18. november næste år i Hjørring Kommune.
Arbejdet her hen over vinteren med et politisk program og en organisation samt de fortsatte drøftelser med interesserede medborgere kommer til at afgøre, om der opstilles en borgerliste.
Jeg håber på en afklaring i løbet af foråret.
Personligt føler jeg et stort behov for som demokrat at gøre en indsats for landdistrikterne og landsbyerne i Hjørring Kommune.
Det sker bedst ved direkte valg af lokalråd, der er frigjort fra de kommunale strukturer. Ellers ender vi bare i endnu mere politisk afmagt.