Nord Energi Net med hovedbase i Hjørring registrerer, at de stigende elpriser får forbrugerne til at ændre adfærd
Torsdag den 12. december 2024 nåede elprisen det højeste niveau siden energikrisen i 2022, og det viser sig på forbruget.
Hos Nord Energi Net ses en markant nedgang i elforbruget i de mest travle timer. En sammenligning mellem forbruget den 5. december og den 12. december afslører et fald på hele 30-40 procent i ”kogespidsen”, hvor elforbruget normalt topper.
”Kogespidsen” er en betegnelse for tidsrummet mellem klokken 17 og 21, hvor langt de fleste danskere bruger relativt meget strøm i forbindelse med madlavning, tøjvask og så videre. Det er med andre ord en betegnelse for det tidsrum, hvor danskernes elforbrug topper hver dag.
Det store fald viser, at forbrugerne tager de høje elpriser alvorligt og aktivt forsøger at tilpasse deres forbrug for at spare penge.
Hos Nord Energi Net vurderes det, at de høje priser har gjort forbrugerne mere opmærksomme på deres elvaner og på vigtigheden af at flytte forbrug til billigere timer.
Udviklingen peger på, at prisernes signalværdi har en betydelig effekt på forbrugsmønstrene. Samtidig understreger det behovet for fortsat at fremme energieffektivitet og fleksibilitet i elforsyningen.
Den såkaldte Tarifmodel 3.0 blev indført for godt et års tid siden af, og da blev det og er det fortsat dyrere at bruge strøm i spidslastperioden – ”kogespidsen” – mellem klokken 17-21. Til gengæld blev det billigere på andre tidspunkter af døgnet. For den almindelige forbruger viste der sig ligefrem at være penge at spare, hvis dele af forbruget kunne flyttes til andre tidspunkter af døgnet, hvor elnettet er mindst belastet.
Læs mere herunder…