Af Steen Ole Hedelund Jørgensen
Journalist, forfatter og foredragsholder, Morild
Udgivelsen af bog om landsbyen Morild ved Tårs aflyst.
Siden han flyttede til landsbyen Morild ved Tårs i foråret 2023 har forfatteren og den landskendte foredragsholder Steen Ole Hedelund Jørgensen arbejdet på en bog om landsbyen.
Bogen med titlen ”UDSYN OG INDSIGT -et år i Morild” var klar til at blive udgivet i starten af det nye år, men nu har forlaget bag udgivelsen -Forum Humanum Forlag i samarbejde med forlaget Saxo- opgivet at udgive den færdige bog.
– Efter afslutningen af redigeringen af bogen har vi sammen med forfatteren vurderet, at indholdet desværre ikke matcher den aktuelle virkelighed i Morild, siger forlagssekretær Sanne Hansen, Forum Humanum Forlag.
– Den flotte og meget læseværdige bog skildrer i billeder og tekst årets gang i Morild, som forfatteren har oplevet det. Alle billeder er taget fra det samme udsigtspunkt på forfatterens vingård i Morild. Teksten med tydelige psykologiske og filosofiske undertoner har fokus på personskildringer, det konkrete udsyn fra udsigtspunktet og den mentale indsigt, som en flytning til Morild har givet forfatteren, forklarer forlagssekretæren.
Forfatteren er endt i lokal strid
– Men her de seneste måneder har harmonien, som skildres i bogen, ændret sig fundamentalt. Forfatteren er endt i en alvorlig strid med Morild Borgerforening om arbejdsgrundlaget i foreningen, som forfatteren mener er ulovligt, og strid om indholdet i foreningens officielle informationsorgan på Facebook, hvor forfatteren mener, at der foregår censur.
– Denne strid om eksklusion og udstødelse af borgere i Morild har alvorlige juridiske komplikationer. Det betyder, at forfatteren har ønsket at annullere udgivelsen. Det er vi enig i, konkluderer forlagssekretær Sanne Hansen, Forum Humanum Forlag.
Forfatteren:
-Sandheden viste sig at være helt anderledes, end det jeg skrev om.
Med henvisning til den komplekse juridiske udvikling ønsker forfatteren Steen Ole Hedelund Jørgensen ikke at gå i detaljer om striden i Morild, men nøjes med at begrunde annulleringen af bogudgivelsen således:
– Jeg troede på en sandhed i de samtaler, jeg siden min flytning til Morild har haft med flere medborgere i landsbyen.
– Det var drivkraften i mit arbejde i billeder og tekst.
– Men jeg er endt i et alvorligt kultursammenstød med disse mennesker, og dette kultursammenstød har så stor betydning nu, at en udgivelse af den færdige bog ville være misvisende, forklarer forfatteren Steen Ole Hedelund Jørgensen.
Ny bog om striden i Morild
Hverken forlaget eller forfatteren har planer om at udgive bogen ”UDSYN OG INDSIGT -et år i Morild” senere, men forfatteren er allerede startet på en anden bog om den strid i Morild, han er havnet i.
– Jeg har hele mit liv arbejdet i demokratiets tjeneste, ønsket at fremme den demokratiske samtale og bidraget til at skabe ligeværdige fællesskaber mellem alle medborgere, siger Steen Ole Hedelund Jørgensen.
– Dette arbejde fortsætter, fordi min grundlæggende holdning er at forsvare og udbygge retsstaten og folkestyret på alle samfundsplaner.
– Det har jeg skrevet en bogserie om, og det er naturligt at udgive endnu en bog i serien med udgangspunkt i det kultursammenstød og den meget anderledes udlægning af demokratiske grundprincipper, som jeg nu ser ganske tydeligt her i Morild, afslutter forfatteren Steen Ole Hedelund Jørgensen.
Redaktionel kommentar: Ovennævnte indlæg er fremsendt af Steen Ole Hedelund Jørgensen, journalist, forfatter og foredragsholder, Hedelundgård i Morild.
Eventuelle kommentarer er velkomne i kommentarfeltet. Du er også velkommen til at sende indlæg til NordsøPosten.
Sådan kan det gå, når man flytter på landet og ender i et kultursammenstød og mærker et demokratisk forfald og udpræget grad af eksklusion, udstødning og magtmisbrug fra en lille sammenspist klike.