Denne onsdag aften afholdes årets sidste byrådsmøde. Næste år ved samme tid deltager Laila Zielke også på sit sidste møde som kommunalpolitiker i Hjørring Kommune.
– Til den tid har jeg siddet i Hjørring Byråd i otte år. Det har været spændende og lærerige år med både udfordringer, dilemmaer, tætte samarbejder og til tider svære og upopulære beslutninger, men også glædelige resultater, lyder det fra Laila Zielke, Der også er turistchef i Hirtshals.
– Jeg ser frem til ikke længere at have en arbejdsuge på plus 50 timer. Til ikke at skulle løbe så stærkt for at få enderne til at nå sammen. Til mere tid, flere aftener og weekender med familie og venner – og tid til mig selv, tilføjer den socialdemokratiske lokalpolitikerne.
Siden Laila Zielke blev valgt ind i Hjørring Byråd første gang i 2018, er hun og gemalen Michael blevet beriget med ikke færre end tre børnebørn i Valby.
Dem glæder hun sig blandt andet til at få endnu mere tid sammen med.