Af Jens Otto Størup
Læste i går en Leder i Jyllandsposten, af Mette Bock, med overskriften “Håb er faktisk en fremragende strategi”.
På denne sidste grå mandag i 2024, har jeg hugget brænde ved sommerhuset og fintænkt nytårsmenuen. Jeg har også brugt den ledige båndbredde til at tænke over Mette Bocks leder, som kobler nogle tanker sammen, som jeg (åbenbart) har samlet lidt sammen på.
Som leder er jeg er optaget af og opdraget til at handle ud fra klare retningsgivende mål, agile strategier, evidens og data, men hvordan arbejder jeg egentlig med Håbet ? Ikke nok, er min konklusion og det er egentlig lidt paradoksalt.
For, jeg må jo erkende, at Håbet formentlig er noget af det mest virkningsfulde, som vi kan skabe forandringer ud fra. I julen har vi slugt streaming serien “1883”, der malende beskriver, hvad der fik europæiske udvandrer til at krydse USA fra øst til vest, uden nogen form for strategi. Nogle udvandrere lykkedes og skabte succes, men mange overlevede ikke og andre blev svært skuffede. Fælles for dem var dog, at et stærk Håb skabte en helt vild handle- og forandringskraft.
Det trækker den anden vej, at Håbet virker for slapt. I hvert fald hvis det står alene. For hvad er den gode plan, der skal bringe os tættere på virkeliggørelsen af Håbet ? Hvordan kommer vi fra øst til vest, uden tab ? En moderne leder vil overfor bestyrelse og medarbejdere ikke overleve længe ved alene at forlade sig på Håbet.
Jeg er helt med på at vi i den moderne ledelses tilgang forsøger at opnå Håbets forandringskraft ved at bringe missioner og visioner ind som drivere. Det fungerer også, men jeg tror, at jeg i 2025 vil eksperimentere lidt med et fælles Håb som driver. Et Håb som forener os i en forventning om, at det kommer til at gå vores vej. Af den grund at vi har gjort vores forarbejde godt.
Det er stærkt at arbejde ud fra et fælles Håb, men der er nok for slapt bare at krydse fingre og håbe på det bedste.
