Den ellers erfarne Tommy Høj har aldrig oplevet noget lignende hos Høj Data på Nørregade i Hirtshals.
– Vi har over 100 bookninger på at indstille de nye kanaler på fjernsyn efter at HAS har skiftet til Nordlys, siger Tommy Høj.
– Alene her til morgen har over 25 booket en tid. Vi har ikke en kinamands chance for at nå så mange, så vi kommer over i næste uge inden alle får besøg, tilføjer den travle Tommy Høj.
Samtidig beklager han ventetiden, men han kan i sagens natur ikke lige finde 3 nye medarbejdere til 4 dages arbejde.
– Vi opfordrer til, at man ringer og melder afbud hvis man har bestilt tid og selv fået løst problemet, så andre kan få tiden, slutter Tommy Høj.