Nordjyllands og Danmarks store musikfestival for Blues-folket, Blues Heaven i Frederikshavn, holder i år flyttedag fra først i november til den 3. og 4. oktober.
– Planlægningen af Blues Heaven 2025 er allerede i fuld gang, og vi glæder os til at byde alle velkommen i Arena Nord. Bemærk at den 19. udgave af Blues Heaven Festival i år finder sted en måned tidligere, så sæt allerede nu kryds i kalenderen til magiske musikoplevelser i Arena Nord i Frederikshavn, skriver blues-festivalens utrættelige og dygtige arrangør Peter Astrup.
– Den 16. januar 2025 løfter vi sløret for de første tre artister og åbner samtidig for salget af early bird-billetter samt festivalpakker. Pakkerne inkluderer både festivalbillet, hotelophold og shuttlebus til ekstra fordelagtige priser. Husk at holde øje med vores Blues Heavens hjemmeside, hvor vi løbende offentliggør spændende prisvindende artister i de kommende måneder.
Blues Heaven i Frederikshavn er Danmarks største og mest internationalt orienterede bluesfestival, som siden 2017 har spillet i Arena Nord. Festivalen trækker hvert år mange gæster til ikke kun fra Vendsyssel – der er gæster fra hele verden.
Det begyndte i firmahallerne i Frederikshavn i 2006 med navne som Jeremy Spencer, Sherman Robertson og Magic Slim. Året efter var det med Johnny Winter, Walter Trout og Paul Lamp. I 2008 nød vi Dr. John, Gary Moore, Tony Joe White, Bernard Allison og Danske Mike Andersen, som senere i år giver koncert på Restaurant Tannishus i Tversted.
Du kan se alle blues-festivalens historiske plakater her.
NordsøPosten vil også løbende holde vores mange læsere i Nordjylland informeret om Blues Heaven 2025.