– En modig beslutning!
Sådan lyder det fra Danmarks Fiskeriforenings formand, Svend-Erik Andersen, efter at Jakob Clausen, der er indehaver af P. Clausens Fiskehandel i Aarhus, har besluttet at fjerne opdrætsfisk fra hylderne. I stedet går han all in på vildtfangede fisk, som netop de danske fiskere sikrer.
– Det er en stærk udmelding fra Clausens Fiskehandel. De danske farvande er fyldt med friske, sunde og bæredygtige fisk og skaldyr, som vi fiskere hver dag hiver i land. Danskerne spiser generelt for lidt fisk. Vi sætter absolut pris på, at fiskehandleren slår et slag for vores fangster, så de når helt ud til forbrugerne, siger Svend-Erik Andersen, der forsikrer, at man roligt kan sætte tænder i dansk fisk.
Fangsterne er af den fineste kvalitet, fiskeriet er velreguleret gennem EU’s kvotesystem, og fiskerne går forrest, når det kommer til udvikling af nye redskaber og andre grønne løsninger. Med over 7000 kilometer kystlinje og farvande til alle sider er Danmark en fiskerination med et sandt spisehammer af muligheder, som bare venter på danskerne.
– I dag bliver en stor del af de danske fiskeres fangster eksporteret til Sydeuropa, hvor dansk fisk har et fantastisk ry, men vi ser da hellere, at de ender på et mere lokalt middagsbord i for eksempel Aarhus. Vi håber, at Clausens udmelding kan give mulighed for, at danskerne bliver bedre til at vælge dansk fisk, håber Svend-Erik Andersen.
Jakob Clausen har de seneste år gjort en spektakulær indsats for dansk fiskeri. Han har haft stort fokus på at vælge fisk i sæson og gennem sociale medier fortalt danskerne om fisk, fiskeri og madlavning.
– Vi håber, at han vil fortsætte sit gode arbejde og være en stærk stemme i fiskeridebatten.
Kilde: Fiskeri Tidende.