Medarbejdere fra begge virksomheder samt de to tidligere ejere fortsætter på den nye adresse i Løkken, hvor Tom Freltoft bliver serviceleder.
– Vi er glade for og stolte over at få lov til at videreføre både Tom og Eddys forretninger. Med Tom og Eddy som en del af vores nye Løkken-afdeling sikrer vi, at den lokale forankring består, samt at overgangen bliver så nem som mulig for både medarbejdere og kunder, siger Anders Nielsen, adm. direktør hos Erik Lytzen A/S.
Med købet styrker Erik Lytzen a/s hele sin forretning i Løkken og omegn – et område, hvor virksomheden i forvejen udfører en del el- og VVS-arbejde.
- Vi oplever en stigende efterspørgsel på udførelse af både el- og VVS-arbejde i Løkken-området, så vi ser et stort potentiale for den nye afdeling, der giver os mulighed for at servicere vores kunder i området endnu bedre.
Vi har et positivt kendskab til både Tom og Eddy, og med stadig større krav inden for dokumentation, lovgivning og økonomi, er vi overbeviste om, at opkøbene vil gavne alle parter, fortsætter Anders Nielsen.
– Vi glæder os til at byde Tom og Eddy samt deres ansatte velkommen og få dem godt integreret i Lytzen-familien, slutter Anders Nielsen.
Efter opkøbene beskæftiger Erik Lytzen a/s i alt 180 medarbejdere.
Om salget siger Tom Freltoft:
– Jeg har i et stykke tid overvejet, hvordan jeg bedst sikrede fremtiden for min virksomhed, dens ansatte og kunder. Med salget til Erik Lytzen a/s er jeg overbevist om, at vi også i fremtiden vil kunne sikre den bedste service over for vores kunder, da vi nu kan trække på en meget stor ekspertise på alle områder, samt at vi som en del af Lytzen-familien også får en større medarbejderskare at trække på, når det er nødvendigt.
– For mine nuværende medarbejdere er jeg også glad for, at de nu er sikret en fremtidig arbejdsplads, hvor de bliver en del af et større kollegialt fællesskab, slutter Tom Freltoft.
Eddy B. Mikkelsen siger om salget:
– Da Erik Lytzen a/s henvendte sig med hensyn til opkøb af min forretning, skulle jeg ikke bruge lang tid til at beslutte mig. Efter snart 40 år er det tid at give “stafetten” videre. Installationsbranchen bliver mere og mere kompleks, hvilket kan være en udfordring for mindre installatører. Jeg vil benytte lejligheden til at takke alle mine trofaste kunder gennem årene. Jeg er sikker på, at overdragelsen til Erik Lytzen a/s vil sikre mine kunder en professionel service i fremtiden samt mine medarbejdere en god fremtidig arbejdsplads.
Erik Lytzen a/s overtog Larsen-Ledet & Freltoft ApS pr. 1. januar 2025, mens overtagelsen af EL-Installatør Eddy B. Mikkelsens forretning og tilhørende erhvervsejendom sker pr. 1. marts 2025.
Erik Lytzen a/s har nu i alt seks afdelinger, der udover den nye afdeling i Løkken tæller Skagen, Hirtshals, Hjørring, Aalborg og Aarhus.
Virksomheden dækker alle de tekniske fagområder, som foruden el-installation består af VVS, blik, ventilation, kloak, CTS samt industri.