Julen 2024 er kørt bort – i hvert fald fra Springvandspladsen midt i Hjørring.
Hjørring Kommunes afdeling for park og vej fjernede tirsdag og onsdag de sidste minder om en flot, flot juleudsmykning præsteret, arrangeret og betalt af Hjørring Handel og medlemmerne.
Der er delt mange roser ud fra nær og fjern til denne juleudsmykning, som blandt meget andet omfatter det store kyssetræ med musik og kærlighed, det store Julekrummetog betalt af Salling Fondene og smukke lys og liv rundt om i byens midte.
Sognepræst Hanne Nøhr Krüger var en af de rosende, og hun skrev i en nytårstale blandt andet:
– Lad mig begynde med at rette en kæmpe tak til Hjørring Handel. Tak for at have arrangeret den smukke juleudsmykning og de tusindvis af lys, der har lyst vores dejlige by op de sidste mørke måneder af 2024.
– Hver gang jeg har været gennem byen, har synet gjort mig glad, men også stolt over at bo i en by, hvor ”julefanen” bliver holdt højt som her i Hjørring. Det er absolut ingen selvfølge, og det skal I have den største tak for.
Næste lystændingsfest på Springvandspladsen i Hjørring er fredag den 7. november 2025.