I denne uge åbner sæsonen i alle seks FOF Højskoler, og i dag var det Torsdagshøjskolen i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing, der havde første skoledag.
Det skete med manér! De mange forventningsfulde deltagere blev modtaget både af Charlotte og Susanne fra FOFs kontor og af den dygtige og servicemindede stab hos Kulturcenter Vendsyssel.
Højskolesangbøgerne var klar parat til den første halve time med glad højskolesang sammen med FOF-vært og pianist Else Højgaard Smidt.
Foredragssalen var også klar parat med gode stole og flot lyd og billede. Ved siden af var det hyggelige pauselokale klar med borde til den gode pausesnak. Der var naturligvis kaffestationer klar, og som et kærligt ”velkommen” bød Kulturcenter Vendsyssel på hjemmebagt kage på første højskoledag. Som nævnt – det skete med manér i Sæsing.
I Sæsing er der 165 deltagere, så der er lige 15 pladser tilbage, hvis nogen vil være med i de næste uger. Mange har netop opdaget, at det er den helt rigtige måde at bruge torsdag formiddag på i de næste par måneder.
Ugens foredragsholder med åbningsforedraget var Poul Joakim Stender, præst, forfatter og rejseleder. Foredraget har den provokerende titel ”De uartige kirkelige sanser”.
– Foredraget er et flot eksempel på folkeoplysning om livet i alle dets aspekter, og vi hører, at det er en god – og for nogen en overraskende god – oplevelse. Og det er noget af det, som FOF Højskole også handler om; at vi oplever nyt og tillader os at blive overraskede, oplyser FOF Vendsyssel.
FOF Højskole er også et sted at mødes og få den gode snak i pausen. Der er stadige ledige pladser på FOF Højskolerne i Skagen, Brønderslev, Sæby, Frederikshavn og i Sæsing, så meld ind til FOF Vendsyssel kontoret på telefon 7025 5050, hvis det frister at være med.