Af Ove Møller, Tversted/Svenstrup
på vegne de nævnte 14 erhvervsdrivende og en gruppe borgere i Tversted med pt 266 medlemmer på Facebook-gruppen
Enighed og sammenhold er vigtige nøgleord. Det var ifølge pressen det overordnede budskab i borgmester Søren Smalbros (SM) indlæg på Hjørring Handels Nytårskur på Vendelbohus.
Dette gælder åbenbart ikke for ”Områdefornyelsen – Tversted” .
NordsøPostens journalist på stedet skriver inspireret af Søren Smalbros indlæg blandt andet:
– Det er nemlig mere end nogensinde vigtigt at stå sammen og være enige, når et lokalsamfund eller en forening som for eksempel Hjørring Handel henvender sig til kommunen om samarbejde og måske en eller anden form for økonomisk opbakning – eller med ønsker til udviklingen.
– Budskabet fra borgmesteren fortolkes herfra; at politikerne har nemmere ved at vurdere vigtigheden af for eksempel et ønske om ændringer og forandringer, som kræver kommunens medvirken, når der er enighed bag henvendelsen. Søren Smalbro kom ikke med eksempler og talte helt overordnet og generelt til forsamlingen – og til alle andre.
Altså kunne udtalelserne også være gældende for områdefornyelsen i Tversted. Dette fromme budskab, ville have klædt ”kommunen” at iagttage i forbindelse med udformning og vedtagelse at projektet for områdefornyelsesprojektet for Tannisbugtvej i Tversted.
– Vi, en gruppe af borgere og de erhvervsdrivende på Tannisbugtvej, har ved aktindsigt i processen, kunne konstatere, at det er en meget lille snæver kreds i Tversted, med Tversted Borger- og Turistforening (TBT) i spidsen, i særdeleshed formanden, i parløb med formanden for Klitgården, som har været sparringspartner med Hjørring Kommune.
– En meget lille snæver kreds i Tversted omfatter nogle ganske få personer, hvoraf de fleste stammer fra TBTs bestyrelse. De nyder så, som oplyst på Facebook opslag, opbakning af maksimalt 50 borgere i øvrigt.
Denne ”store skare” af tilhængere, af det vedtagne projekt, skal holdes op imod de mange borgere, og erhvervsdrivende, som er modstandere af det vedtagne projekt, altså en smallere Tannisbugtvej og ikke at forveksle med modstand mod ”områdefornyelsen”.
De tæller i alt cirka 255 personer, hvoraf de 169 er forankret i Tversted og omegn, og de resterende 86 uden for byens naturlige opland. Hertil kommer, ikke at forglemme, de 14 erhvervsdrivende på Tannisbugtvej.
Alle har underskrevet en indsigelse imod en reducering af kørebanebredden til kun seks meter og etablering af en ”promenade” (fortov i østsiden af vejen) med en bredde hele på 3,5 meter.
NordsøPosten sammenfatter blandt andet på baggrund af borgmesterens indlæg på nytårskuren:
– Fuld enighed og sammenhold vil nok være vanskeligt at opnå…
Ja, det vil det helt sikkert, når den væsentligste del af et ”samfund” ikke bliver hørt, men udelukkende ”de ordførende” personer.
NordsøPosten skriver: – Jeg mener; hvis for eksempel handelsstanden – eller en anden forening et eller andet sted (i vores tilfælde Tversted- Borger og Turistforening) – ikke kan være enige om en fælles kurs, hvorfor i alverden skulle andre så ønske at bakke op om foreningen?
– Det er nok ret sikkert, at hvis man ikke holder sammen og finder fælles veje, så kan tingene nemt køre af sporet. Det ser vi mange steder, og dårlige erfaringer må kunne bruges konstruktivt.
Så sandt, som det er sagt, og derfor undrer det os rigtig meget, at det ikke har været muligt at trænge igennem til politikerne, som jo er den ”bestemmende myndighed” – også i de små lokalsamfund.
SÅ kan man jo stille det spørgsmål, om alle disse fornuftige betragtninger, som borgmesteren fremkom med på nytårskuren, gælder for alle udvalg i kommunen?
Vi har korresponderet en hel del med Søren Homann (K), formand for Teknik og Miljøudvalget, med henblik på at få en dialog med udvalget. Dette må siges ikke at være lykkedes. Vi er på pænt ”politikersprog” blev afvist den ene gang efter den anden.
Dette vidner ikke ligefrem om ”en dialogbasseret politik” i kommunen, men det er måske kun gældende for de konservative politikere?
Borgmesterens holdning til samarbejde generelt, glæder os rigtig meget, så måske skulle vi invitere Søren Smalbro (V) til et møde med de erhvervsdrivende, når formanden for TMU ikke vil stille op, og se ”folket” i øjnene.
Ove Møller
Udpeget som talsmand for de nævnte erhvervsdrivende på Tannisbugtvej og med i borgergruppen, der forsøger at forhindre, at Tannisbugtvej gøres smallere på bekostning af et breddere fortov.