Af Steen Ole Hedelund Jørgensen
Hedelundgård, Klarupvej 209
Morild, 9830 Tårs
Vi kender alle H. C. Andersens eventyr “Kejserens nye klæder” om den magtsyge, selvophøjede, dekorerede, indbildske og manipulerende kejser, der i falske klæder fremstiller sig selv illusorisk og snyder befolkningen.
Jeg kommer til at tænke på eventyret, når jeg følger med i den illusion, som Socialdemokratiet i Hjørring Kommune for fuld kraft og under fuld honnør er ved at bygge op her et lille års tid før byrådsvalget d. 18. november.
Tydelig socialdemokratisk strategi
Den socialdemokratiske strategi i Hjørring Kommune er tydelig: Socialdemokraterne søger med lup efter bløde begivenheder, som de kan sætte sig på.
Dem bruger de i deres spin i et koordineret forsøg på at overbevise os om, at når bare Socialdemokratiet vinder borgmesterkæden tilbage, bliver alt godt igen.
Forslag: Alle flagalleer på halv Store Bededag
Her mandag aften mødes socialdemokraterne til partiets såkaldte nytårskur på Vendsyssel Teater og fejrer hinanden.
En nytårskur signalerer ophøjethed og har rødder i enevælden.
Det passer meget godt for socialdemokraterne at betegne deres forestilling som en nytårskur, fordi de laver en audiens, hvor den lokale socialdemokratiske elite kan fremvise deres hædersbevisninger, kongelige ordner og store tanker i et sandt illusorisk skue for folket, som var det hoffet og ikke Socialdemokratiet, der inviterede.
Efter nytårskuren fortsætter rækken af bløde begivenheder, hvor socialdemokraterne spinner og opbygger den illusion, vi skal tro på, men som reelt er et dække over politisk inkompetence og magtbegær:
–Socialdemokraterne har udset sig 22. februar, hvor der skal flages med det ukrainske flag på rådhuset på tre årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.
–Socialdemokraterne har udset sig 4. maj, der er 80 årsdagen for befrielsen efter de fem slemme år under tysk besættelse af fædrelandet. Fra tidspunktet for fredsbudskabet kl. 20.31 vil socialdemokraterne synge for i en time i folkelig alsang foran rådhuset.
Jeg vil foreslå endnu et blødt arrangement, som socialdemokraterne kan sætte sig på og bruge i opbygningen af illusionen om, at når bare vi stemmer dem tilbage til magten på Hjørring Rådhus, bliver alt godt igen efter de fire slemme år, hvor socialdemokraterne blev sendt på porten.
Hvad med at beordre alle flagalleer sat op af frivillige i hele kommunen Store Bededag d. 16. maj? Og vel at mærke skal flaget skal på halv!
Den socialdemokratiske illusion skal afsløres
Som drengen på fortovet afslørede kejserens illusion i H. C. Andersens eventyr, da han råbte af sine lungers fulde kraft “Jamen han har jo ikke noget tøj på”, skal Socialdemokratiets illusionsnummer også afsløres.
Socialdemokratiet er på alle samfundsplaner en magtmaskine, der nationalt, regionalt, kommunalt og lokalt alene arbejder for at sætte sig på magten. Vi møder den overalt.
Partiet har skabt en indviklet administrativ struktur, et ugennemsigtigt bureaukrati, og partiet klientgør og tingsliggør borgerne.
Socialdemokratiet har forladt de historiske rødder, solidariteten med de svageste medborgere, internationalismen og humanismen.
Den socialdemokratiske magtmaskine har udviklet et kollektivt og ensrettende menneskesyn, der undertrykker den personlige frihed, forhindrer udvikling af nye politiske visioner, udhuler grundlæggende demokratiske værdier og lammer kreativiteten.
Den demokratiske samtale er erstattet med det socialdemokratiske illusionsnummer, vi i vores demokratiske magelighed ender med at tro på.
Socialdemokratiets elite også her i Hjørring Kommune er som kejseren magtsyge og manipulerende og fremstiller sig selv illusorisk, fordi deres politik er ude af trit med borgernes ønsker og behov.
Vi skal tage til genmæle mod den socialdemokratiske magtsyge
Vi skal tage folkestyret tilbage, decentralisere og sætte de kreative og politiske kræfter fri i en bølge, der bygger på personlig frihed og respekt for individet.
Husk det, når du skal sætte dit kryds ved byrådsvalget i Hjørring Kommune d. 18. november.
Dertil er kun at tilføje: “Stop den socialdemokratiske magtmaskine!”
Link til relaterede artikler
Socialdemokratiet ønsker Ukraines flag til tops ved Hjørring Rådhus
Socialdemokratiet i Hjørring Kommune afholder Nytårskur 2025
Pas nu på hr. Jørgensen.
Sandheden er ilde hørt……
Den skal frem hr. Andersen, helt frem i lyset!
https://www.facebook.com/groups/384453651328211