Af Kristian Bøgsted
MF og fiskeriordfører
Danmarksdemokraterne
Det er i grunden rart med en skatteminister, der er åben og ærlig, når han spørges ind til skadevirkningerne af den CO2-afgift, der er indført på fiskeriet fra 1. januar i år. Som fiskeriordfører i Danmarksdemokraterne har jeg spurgt skatteminister Rasmus Stoklund (S) ind til netop dét.
Ministeren siger, at ”det er korrekt, at det er vurderet, at en CO2-afgift på fiskeriets udledninger alt andet lige kan medføre færre landinger af fisk i danske havne, hvilket vil have afledte konsekvenser for følgeerhvervene”.
Og det er jo ærlig snak.
Jeg spørger så bare: Hvorfor i alverden indførte man så afgiften? Hvorfor skal der gambles med arbejdspladserne i dansk fiskeri? Jeg er med på, at vi skal gøre noget for at forbedre vores klimaaftryk, men det bør som minimum ske på EU-niveau.
Det er vel, ret beset, en væsentlig del af tanken med EU, at vi gør de ting i fællesskab, der kan gavne os alle. Det er trods alt ikke fiskeriet, der kan drive den omstilling, men de store internationale rederier.
For at dæmme lidt op for de erkendte negative effekter af CO2-afgiften indføres en kompensationsordning til fiskeriet, der ikke er helt på plads endnu. Det vil i min verden sige, at man opkræver penge med den ene hånd og deler dem ud med den anden. Hvorfor al det administrative bøvl med opkrævning CO2-afgift for så senere at tilbageføre de opkrævede penge til dem, der i første omgang har indbetalt dem?
Meningen er svær at se i en tid, hvor ledende politikere ellers hævder at arbejde for mindre bureaukrati.
Imens embedsmænd bruger mange administrative ressourcer på en fair kompensationsmodel for den opkrævede CO2-afgift på fiskefartøjers brændstof, sejler skibene forbi Danmark.
