Som en del af Arctic Marley Festivalen vender Nór Saunafestival tilbage til Hirtshals lørdag den 22. februar 2025, hvor saunaentusiaster og nye deltagere inviteres til en dag fyldt med varme, velvære og fællesskab.
Festivalen finder sted fra kl. 10:00 til 19:00 ved Husmoderstranden i Hirtshals.
– Der opstilles fem mobile saunaer på Saunafestivalen, hvilket giver deltagerne mulighed for at opleve forskellige saunaformer i de naturskønne omgivelser ved Vesterhavet, fortæller Jens Bach, som er ildsjælen bag Nór Saunafestival hos firmaet Sauna & Sønner.
Dagen byder på en række aktiviteter, herunder saunagus, vildmarksbade, koldtvandsbadning og hyggelige lounges både indendørs og under åben himmel. Aftenen afsluttes med fællesspisning, hvor der serveres varm, bæredygtig suppe. Dette er inkluderet i billetprisen, uddyber Jens Bach.
![Nór Saunafestival vender tilbage under Artic Marley i Hirtshals 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2025/02/Saunafestiva_2_720x960.jpg)
Saunafestivalleder Jens Bach udtaler, at idéen med at afholde saunafestivalen er at skabe fællesskab og velvære for både gæster og frivillige.
Derudover er festivalen en platform for saunagusmestre, hvor de får mulighed for at vise deres kunnen. I år deltager 25 gusmestre i saunafestivalen.
– For at sikre en god oplevelse lukker vi kun det antal gæster ind, som der er plads til i saunaerne. Dette forhindrer trængsel og unødig stress, da alle er sikre på at få en plads, slutter Jens Bach.