Onsdag den 5. februar 2025 begyndte to omfattende projekter, der vil være med til at forandre det lille samfund Tversted med godt 500 fastboende ildsjæle og mange flere, der brænder for stedet.
Hjørring Kommune og Hjørring Vandselskab indledte ud for Spar-købmanden arbejdet med at kloak-separere byen, som det sker i hele landet. Det er rettidig omhu i forbindelse med klimaændringer, øget nedbørsmængde og højere grundvand.
Det handler kort sagt om at adskille regn- og spildevand i to forskellige ledningssystemer. Læs mere om kloakseparation på Hjørring Vandselskabs hjemmeside.
Arbejdet vil i sagens natur berøre mange og meget, og tålmodighed og forståelse er godt at have med sig i hvert fald det næste års tid.
Gravearbejdet vil være omfattende, og selv om entreprenører og de gode folk gør alt for ikke at være i vejen, skal de altså udføre noget af et arbejde på, i og ved Tannisbugtvej.
Samtidig blev der onsdag så småt taget hul på projekt Kysthusene ved parkeringspladsen ved nedkørslen til stranden i Tversted. Den gamle toiletbygning skal fjernes af Brunder Nedbrydning fra Nørresundby, og i stedet skal der opføres nye moderne toiletter, sauna, aktivitetshus og informationshus.