Søren kan godt lide matematik, og han er også god til det. Faktisk så god, at han nu er i finalen i den landsdækkende matematikkonkurrence Georg Mohr, sammen med 69 andre gymnasieelever.
Finalen afholdes i foråret i Sorø og vinderne herfra går videre til et nordisk mesterskab – der igen leder videre til Matematikolympiaden. Så på en måde kan man godt sige, at Søren er i gang med OL-kvalifikation.
Søren går i 3.g på HTX Hjørring på studieretningen matematik/fysik. Matematik er hans yndlingsfag og han kan snakke varmt og længe om matematikkens lyksagligheder:
– Det falder mig nemt og det er jo altid rart at være god til noget. Men jeg synes også det er spændende. Matematik er jo som et sprog opbygget med logik. En ting leder til noget andet – helt uden fortolkningsmuligheder. Og så er det jo centralt i stort set al naturvidenskab. Det er et stærkt værktøj, som man kan bruge både i videnskaben, men også i hverdagen.
Selve opgavesættet ser ved første øjekast meget tilforladelig ud, men ifølge Søren er det faktisk matematik på et ret højt niveau:
– Det er nogle ret svære opgaver man har 4 timer til at løse uden andre hjælpemidler end papir og blyant. Man skal ikke kun komme med det rigtige svar, men man skal også komme med et matematisk bevis, der forklarer løsningen. Jeg fik 16 ud af 20point for opgaven og det er mit bedste resultat af de 4 gange jeg har deltaget.
Søren ved godt, at mange synes matematik er svært og undgår det i deres uddannelsesvalg.
– Er man god til matematik , så er man rigtig godt stillet ift. mange uddannelser inden for fx naturvidenskab og økonomi. Jeg forstår godt, hvorfor nogle synes det er svært, og mit råd til dem, er at de skal bruge papir og blyant til at løse matematiske opgaver. Skriv alt ned og se om man kan finde system i det, så en løsning fremkommer. Det gør jeg altid selv og det hjælper mig utroligt meget.
Søren slutter med at fortælle, at han nok ender med at studere matematik eller fysik på Aalborg Universitet. Men først skal han afslutte sin HTX-uddannelse til sommer og derefter holde et sabbatår med rejser, arbejde og oplevelser og måske en smule matematik.
Har man lyst til at prøve sine matematik-skills, så har jeg vedlagt opgaven fra Georg Mohr.