Af Christian Borrisholt Steen
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
Foredragsholder
I dag for 33 år siden, var jeg 14 år gammel og gik i 8. klasse på Ulvkærskolen i Hirtshals. På det tidspunkt havde to tredjedele af de 13- til 17-årige i Hirtshals Kommune (nu Hjørring Kommune) fritidsjob og jeg var ingen undtagelse. Jeg arbejdede som fejedreng efter skoletid hos et lokalt tømrer-snedkerfirma.
I forbindelse med, at vi havde temaet ”arbejdsmiljø” på skoleskemaet, kiggede journalisten Søren Wormslev forbi vores skole til en snak med mig og mine to klassekammerater Jesper og Tabitha, der også begge havde fritidsjob efter skoletid og det blev til en fin omtale i Berlingske.
Her 33 år efter, ville jeg helt sikkert have udtrykt mig lidt anderledes, men er glad for som politisk konsulent i Arbejdsgiverforeningen KA og som medlem af Uddannelses- & Arbejdskraftudvalget i SMVdanmark at være med til at arbejde for, at flere af nutidens børn og unge også får mulighed for at prøve kræfter med et fritidsjob på det lokale værksted, i den lokale købmandsbutik eller hos den lokale landmand.
Det er nemlig sund fornuft. Både for de unge, for virksomhederne og for samfundet.
Christian Borrisholt Steen er født og opvokset i Hirtshals. I perioden 2012 – 2018 var han medlem af Det Etiske Råd. Debattør, foredragsholder og udgav i 2024 bogen “Ordet er frit – 55 klummer til tiden”. Han er nu ansat som politisk konsulent i Arbejdsgiverforeningen KA & KA Pleje