I sidste uge havde direktør Michael Vendelbo fornøjelsen af at besøge Ole Izard Høyer hos Kornets Hus ved Vrå.
Ole Izard Høyer er chef for Kornets Hus i Vrå, hvilket han har været i et års tid. Kornets Hus er kort fortalt Nordjyllands madkulturhus tegnet af Reiulf Ramstad. Huset har fået stor opmærksomhed og vundet priser for netop den karakteristiske arkitektur. I og omkring huset syd for Hjørring kan man dyrke, høre om, bage med og smage på historiens vigtigste fødevare, som selvfølgelig er lige præcis kornet.

Det lyder måske en smule nørdet, men tag børn og bedsteforældre med til Nordjyllands nye attraktion og få udvidet din horisont med et lærerigt besøg i smukke omgivelser. I Kornets Hus kan du lave frisk pasta, sprøde kager og lækre fuldkornspizzaer og meget mere på deres bagekurser i bageværkstedet. I denne her periode har de især besøg af mange skoler, ja, da Michael Vendelbo selv besøgte huset i fredags, kom der samtidig 20 børn, som både skulle lære om de 30 forskellige kornsorter, og arter i husets smukke have, på bage kursus og få madfifs.

Idéen til Kornets Hus er skabt af Jørn Ussing Larsen, medstifter af det økologiske bageri og mølleri Aurion A/S og vinder af Erhverv Hjørrings initiativ pris i 2022. Kornets Hus rummer både et stort åbent bageri, hvor gæster inviteres indenfor til at deltage i alt fra pizzabagning for hele familien, kagekonkurrencer og nørdede surdejskurser samt en spændende interaktiv udstilling, som følger kornets store indvirkning på vores kultur helt fra bondestenalderen 4000 år f.Kr. og frem til nutidens bage-entusiaster.
Alt det kan du høre mere om til Erhverv Hjørrings generalforsamling den 18 marts, for den bliver nemlig holdt i netop Kornets Hus. Efterfølgende vil der være oplæg fra Ole Izard Høyer.
Kornets Hus er et af de mange nye medlemmer i Erhverv Hjørring.
Foto: Privat.