Fiskerisektoren og tilknyttede erhverv er heldige at have Flume Tank North Sea, som for nylig blev overtaget af Nordsøen Forskerpark. Her kan de videreudvikle masser af nye innovative løsninger til fiskeriet.
Denne uge havde Flume Tank North Sea i Hirtshals således besøg af Sonus Fishery. Virksomheden er nemlig netop en førende innovatør inden for bæredygtigt fiskeri. Missionen er at beskytte havmiljøet og samtidig optimere fiskeripraksis gennem avancerede teknologier.
I samarbejde med DTU Aqua og med støtte fra EU arbejder virksomheden på at fremme mere miljøvenlige fiskemetoder. Deres seneste teknologiske løsning er designet til at revolutionere fiskeriet ved at minimere miljøpåvirkningen og maksimere bæredygtighed.
Besøget i Hirtshals fandt sted for at teste og dataindsamle i forbindelse med virksomhedens innovative teknologi til at revolutionere bundtrawl. Ideen er at bruge lavfrekvente akustiske signaler til at styre fiskene fra bunden og ind i trawlet, som i virkeligheden bare er et såkaldt lavt pelagisk trawl frem for et bundtrawl.
Konceptet omfatter også innovative styrbare trawldøre.
Foto: Flume Tank North Sea.