Laura Jensen: Jeg har mistet tilliden

Af Laura Jensen
Smidstrupvej
9760 Vrå 

Jeg deler dette indslag, for at gøre opmærksom på vores aktuelle virkelighed, selvom den ikke føles helt virkelig, men snarere som en ond feberdrøm, vi forhåbentligt snart vågner fra.

Jeg deler dette i håb om, at de fleste danskere vil kunne sætte sig ind i, hvor økonomisk udfordrende det er, at have to boligudgifter, og dette er noget de fleste nok aktivt vælger at undgå. Dette er noget, vi modvilligt har følt os nødsaget til, selvom det er uholdbart på sigt, men vi har ikke andre muligheder.

Jeg købte mit hus tilbage til 2017, hvor jeg flyttede ind samme uge, som jeg fik nøglerne. Jeg har boet der lige siden. Det er mit hjem.

Jeg havde planer, da jeg købte huset, og disse er langsomt blevet realiseret gennem årerne – der er blevet lagt nyt gulv, tapetseret, malet og lavet nyt badeværelse – næste projekt fra bryggers, køkken og så terrasse, hvilket jo pt. Er sat på hold, indtil der kommer mere klarhed om situationen.

I sommers blev jeg nedlagt med hvad jeg først troede var en lungebetændelse. Jeg var syg i en lille ugestid før min kæreste begyndte at udvise lign. symptomer. Han tog dog afsted på en fleredagestur med arbejdet og oplevede bedring dagen efter han var taget afsted – jeg blev fortsat mere og mere syg derhjemme. Mine luftveje lukkede mere og mere til, og til sidst måtte jeg halv panisk ringe til lægen. Forløbet endte som mange ved med, at jeg fik en astma medicin, trods jeg har været astma fri siden jeg var 12.

Symptomerne fortsatte med irriterede luftveje, hovedpine, metallisk smag i munden, kvalme som følge heraf og store ømme væske blærer på mine skuldre, arme, bryst og nogle gange lidt i ansigtet.

Jeg fik ikke trænet og dyrket så meget yoga som tidligere, grundet disse symptomer, samt jeg ofte blev svimmel ved fysisk aktivitet, men nogle gange også bare, når jeg stod og lavede mad. Vi taler ikke om den svimmelhed, der kan ramme hvis man rejser sig for hurtigt – men svimmelhed der rammer dig midt på en gåtur, hvor alt pludselig bliver sort og du føler det hele sejler.

Jeg lavede ikke først forbindelse til pyrolyse, da jeg intet kendskab havde til det på daværende tidspunkt, men havde en grundlæggende tillid til vores kommune og regering. Den tillid er jeg efterhånden vokset fra.

I løbet af juledagene var der bedring. Jeg tog ikke medicin, og nytårsaften var jeg ovenud lykkelig over, at jeg kunne have min kortærmede nytårskjole på, da udslættet på mine arme var væk.

I løbet af januar følte jeg mig efterhånden frisk nok, til at jeg ville til at træne igen, men nåede dog aldrig at komme helt igang, da jeg vågnede lørdag d 1/2 og var igen lukket i luftvejene. Jeg måtte op og finde min inhalator, og tog dagens første 2 doser, inden jeg mødte på arbejde. Derfra er det blot gået ned ad bakke. Mit udslæt brød ud igen med smertefulde væske blærer, hovedpine ramte som en hammer og den kvalmende metalliske smag var tilbage.

Onsdag aften sved det især i øjne og næse, og torsdag aften var anfaldsmedicinen forgæves, da mine luftveje lukkede til lige så hurtigt igen.

Lørdag morgen havde vi fundet en Airbnb vi kunne leje frem til sommersæsonen, vi pakkede de mest nødvendige ting og lod resten af vores ting være og kunne bare håbe intet ville ske med vores hjem mens vi var væk, og at vi måske en dag kunne vende tilbage.

Troen på, at vi kan vende hjem er med tiden døet lidt hen. Det er en umulig kamp mod kræfter meget større end os selv, og et system med nok råderum, til det er muligt at finde smuthullerne, således alle involverede parter forsøger – og måske lykkes med – at fralægge sig ansvaret, hvor vi ender med at stå som taberne stavnsbundne til hjem i et område der potentielt er sundhedsskadeligt at opholde sig i.

Jeg siger ikke, at det er pyrolysen, men så længe det ikke er undersøgt, kan vi ikke udelukke muligheden, og der er oplevet sammenhæng i symptomer når den er i drift og når den ikke er – alt vi efterspørger er det passende målinger foretaget af en uvildig virksomhed nu. Ikke til sommer, men nu.

Vi ønsker inderligt en løsning, at blive hørt og få en afklaring, således vi kan få en stabil tilværelse igen. Vi ønsker at kunne komme hjem, men jeg tør ikke, da jeg har mistet tilliden til Agri Energy, Stiesdal og Hjørring Kommune.

Jeg frygter, at med den nuværende forvaltning er det ikke realistisk, at vi vil kunne vende hjem og føle os trygge i vores hjem. Vi er for nu så godt som hjemløse.