I løvtræets skygge
Visdommen ligger
i løvtræets skygge
gammel som egen
på tusinde år
den rækker en hånd ud
og mærker på livet
hvor er der dog meget
selv den ej forstår
den ligger og tænker
i løvtræets skygge
den mindes et liv som
for hastigt forsvandt
den mindes med storsind
de talrige kampe
hvor visdommen tabte
mens tidsånden vandt
Visdommen ligger
og tænker på dengang
fornuften og sandhed
var venner med den
i løvtræets skygge
den savner dem begge
og håber de alle
skal ses snart igen
i løvtræets skygge
alene og ensom
den har det som egen
på tusinde år
dens rødder er lange
når helt ned til dybet
hvor ætlinge lever
og aldrig forgår
Af digter og forfatter Poul Jansen i februar 2025.